Mit Aarhus: Tina Jakobsen
Hvor bor du, og hvor længe har du boet i Aarhus?
Siden 2006, hvor jeg kom tilbage fra Norge. Jeg bor på Frederiksbjerg, og det er jeg rigtig glad for.
Hvad laver du i øjeblikket?
Jeg er køkkenchef på Restaurant Varna. Det har jeg været i godt to år.
Hvor er du født og opvokset?
Jeg kommer fra Haderslev.
Hvad er din uddannelse?
Jeg er uddannet kok – og har arbejdet som kok lige siden jeg blev uddannet. Siden jeg var 16 år har mad været det sikre omdrejningspunkt i mit liv. Min mor havde en café, så jeg har fået madlavning og gæster ind fra en tidlig alder.
Hvad er dit favoritkvarter i Aarhus?
Latinerkvarteret er klart mit foretrukne kvarter. Der er så meget forskelligt dernede. Ikke mindst er der mere plads i forhold til Strøget, hvor der er lidt for mange mennesker til mit temperament. Jeg kan godt lide, at der er lidt luft omkring mig.
Hvad er dit forhold til Aarhus?
Lige nu føler jeg jo, at jeg er havnet det rigtige sted. Men dermed ikke sagt, at jeg bliver her resten af mit liv. Aarhus har jo stort set alt, så det er svært at være utilfreds med ret meget.
Hvor går du hen, hvis du vil spise godt?
Det kunne være Restaurant ET, Miró, Ferdinand eller her på Varna. Men hvis det skulle være uden for huset her, så er de tre andre mine bud. Jeg er meget alsidig i min smag, så der er også andre steder, som jeg gerne ville nævne, men det må jeg vel ikke? Nej, Tina, det må du ikke. Tre er nok.
Er der en særlig bar i byen, som du vil anbefale?
Nu tror du, at jeg vil sige en af de smarte barer i midtbyen, men det gør jeg ikke. Pinds Café lige over for Aarhus Teater er et af mine favoritsteder. Ellers er jeg til værtshuse af den slags, vi alle kender. Der er noget over dem, og jeg tror, de går en lys tid i møde. Pinds Café er et dejligt og jordnært sted, hvor jeg er kommet igennem flere år. Især da jeg arbejdede på Café Hack, kom vi der meget.
Hvis du fik udenlandske gæster på besøg, hvor ville du så tage dem hen?
Nu skal jeg jo ikke lyde selvfed, men Restaurant ET og Varna er mit bud. Der er også rigtig mange andre restauranter, som har noget spændende for udenlandske gæster.
Hvilke mennesker fascinerer dig?
Ja, der er flere. Men i denne her mandebranche vil jeg gerne nævne en kvinde. Det er uden tvivl Jonna Hald. Hun er en fantastisk kvinde, som jeg nåede at arbejde kort sammen med. Hendes mad holder jeg også meget af. Men også Per Hallundbæk fra Falsled Kro er en fascinerende person. Jeg har jo arbejdet sammen med Per på Engø Gård i Norge. Han har lært mig vildt meget. Da jeg skulle finde et sted i Aarhus, var jeg ikke i tvivl. Dengang var der kun et køkken, som jeg kunne være med til lægge min hånd på, og det var Palles. Det var dengang, han lige havde startet Frederikshøj. Palle er jo min chef nu, så ham nævner jeg først senere, fortæller Tina med et smil på læben.
Hvilke personlige egenskaber sætter du pris på?
Loyalitet er vigtig for mig, så det er nok det, som betyder mest, men også arbejdsomhed og præcision. Overskud og humor er selvfølgelig også vigtige egenskaber. Jeg holder meget af mennesker, som har styr på det, de laver, samtidig med de har empati. Jeg er vist lidt krævende som person, og ved godt alle mennesker ikke er fuldendte, men dem, jeg har nævnt, er de vigtigste for mig.
Laver du selv mad derhjemme?
Ja, det gør jeg da, men vil hellere lave mad sammen med andre. Det er hyggeligere og sjovere. Så hvis mine veninder og venner er med, så er det noget sjovere. Jeg nyder meget, når andre laver mad til mig. Det er nok noget, der ligger til os kokke.
Hvad er din livret?
Jeg har jo mange, men hvis jeg kun må vælge en, så er det helstegt kylling med agurkesalat og god skysauce. Sådan ligesom i gamle dage.
Er der en råvare, du kan lide?
Ja, der er mange. Hvis jeg kun skal vælge en, så må det blive svampe. Jeg glæder mig faktisk til at svampesæsonen begynder. Og ser oceaner af muligheder i svampe. Desværre er der ikke svampesæson hele året.
Hvad er det bedste ved Aarhus eller Aarhusianerne?
Der er mange ting, som er gode ved dem. Noget, som jeg har lagt mærke til, er, at alle generelt har god tid. De er stille og rolige. På en måde ligger der en tilfredshed over aarhusianerne. Man fornemmer, at de hviler i sig selv. Jeg ved, at det er en generalisering, men der er noget om det. De fleste, jeg møder, virker tilfredse og glade for byen. Det smitter jo også af på os, som er tilflyttere. Jeg synes også, Aarhus er hyggelig på en god måde, ikke som en lille landsby, men meget mere end København.
Hvordan bruger du selv byen til daglig?
Jeg drikker kaffe, shopper, går ture. Men benytter mig da også af de kulturtilbud der er. Blandt andet Aarhus Teater.
Hvor er Aarhus grimmest ?
Ved havnen. Alt det byggeri er godt nok grimt. Jeg glæder mig til, at det bliver færdig.
Hvor er byen smukkest?
Uden tvivl her på Varna. Den udsigt, man har herude, findes bare ikke bedre. Du kan se ind til byen, til Marselisborg Havn og Helgenæs. Marselisborgskoven er jo lige uden for døren, hvad kan man mere forlange. Udsigten og naturen betyder meget for mig, måske er det fordi, at jeg har været så mange år i Norge, i den storslået natur de har deroppe.
Kan du pege på oversete sider af byen?
Nej, ikke specielt. Området omkring Tangkrogen og ud til Varna er jo ikke overset, men jeg synes sagtens, der kunne være flere mennesker, end der er.
Er der noget, du savner i Aarhus?
Torvehallerne som i København, ellers intet.
Hvor er du om 5 år?
Nej, det ved jeg ikke. Jeg har da en drøm om at få mit eget, men jeg ved ikke, om det bare er en drøm. Jeg tror, de fleste inden for vores branche gerne vil være selvstændige. Så jo, måske er jeg selvstædig om fem år. Hvem ved?
Hvad er dine ambitioner med din uddannelse?
Jeg har jo konkurreret en del. Arbejdet for toprestauranter, så mine ambitioner går ikke i den retning. Jeg har arbejdet på Engø Gård i Norge i 5 år som souschef, det var en stor oplevelse. Men også på ORO som køkkenchef i Norge fik jeg prøvet mange ting af. Samt rejser som volontør i både Frankrig og Schweiz. Tror tiden er mere inde til at blive en bedre leder. Det er jo et stort køkken, vi har her på Varna, og vi har ofte rigtig mange gæster, vi skal lave mad til. Nogle gange er der en fem – seks selskaber med flere hundrede gæster. Jeg er jo perfektionist, og der skal være 100% styr på tingene, så det er nogle gange en udfordring, da jeg må indrømme, at jeg har lidt temperament. Hvilket jeg bestemt ikke ser som noget negativt. Det er dog blevet bedre med årene.
Men mine krav til mit personale er ikke blevet mindre. I og med at det er vigtigt for mig, at mine elever får den bedst mulig uddannelse. Hvilket vil gøre mig stolt af at være en del af. Så det korte svar om mine ambitioner er, at jeg vil være den bedste leder, og vil fremad rettet videre udvikle mine lederkompetencer.
Hvad er det gode ved din branche?
At man arbejder som et team og kommer tæt på sine kolleger. Det, at man let kan skifte arbejdsplads, er godt. På et tidspunkt ville jeg gerne prøve noget andet, så blev jeg køkkenchef på Café Hack. Det var jo noget andet, end jeg var vant til, men skiftet var ikke svært.
Hvad er det dårlige ved din branche?
Ligesom der er positive sider, er der negative. Arbejdstiderne er jo ikke altid gode. Mange af os er på arbejde, når andre har fri. Men det er vilkårene i min stilling som køkkenchef.
Da jeg er perfektionist og har efter nogens menig rengøringsvanvid, stiller jeg også høje krav til mit fag. Jeg vil betegner mig selv som bevidst når det gælder kvaliteten af råvarer og hygiejnen. Det vil alle de elever, jeg har uddannet kunne bekræfte.
En sidste ting, som er lidt synd, er, at mange kvinder dropper ud af branchen. Nogle vil mene den er for hård i længden. Hvis vi får børn, passer vores arbejdstider heller ikke så godt ind i et normalt familieliv. Det er synd, for vi har nogle supergode kvindelige kokke. Men tiden, hvor man fik kokke til at arbejde 80 timer er heldigvis ved at være slut. For det er jo ikke holdbart i længden. Heller ikke selvom man er perfektionist.
Hvor samler du inspiration henne?
Herude, eller ved en gåtur. Men også hvis jeg er ude at spise, eller hvis jeg læser en avis eller et magasin. Jeg tror ikke, at der er nogle speciele steder hvor jeg samler inspiration. Men det er noget der kommer til mig i form er forskellige madoplevelser. Jeg har før hen haft en blok til at ligge ved min seng, hvis jeg skulle komme på en ide i en drøm, så jeg på den måde hurtig kunne skrive den ned – dette viser vel bare man går op i sit profession.
Hvilket spisested synes du, er det bedste i Aarhus?
Der er flere gode restauranter i byen, så det må komme an på humøret.
Hvor drikker du din kaffe i byen?
Meget gerne på La Cabra eller Sigfreds i Latinerkvarteret.
Hvilken form for motion dyrker du i byen?
Fitness.
Din bedste madoplevelse nogensinde?
Det bedste sted jeg har spist, er helt klart Bagatelle i Oslo – under Ejvind Hellstrøm. Det bedste sted i Danmark. Hvis det er den restaurant med mest sjæl, charme og respekt for råvarerne mv. Så må det være Falsled kro.
Hvad ville du lave på en fridag i Aarhus?
Dyrke motion. Shopping med min kæreste. Og evt. wellness, hvilket giver mig fornyet energi.
Hvad er din seneste positive restaurant oplevelse?
Restaurant Pierre Gagnaire i Paris. Det er kun et par måneder siden, jeg var der. Det er en helt fantastisk restaurant. Som levede op til mine forventninger.
Hvor slapper du bedst af?
Skal jeg virkelig slappe af, gør jeg det bedst derhjemme med et godt glas vin i selskab med venner, eller med en gåtur ved vandet.
Har du nogle gode bud på, hvad vi vil se af nye restauranter i Aarhus?
Jeg tror og håber på flere originale restauranter. Gerne en ren italiensk restaurant, hvor man kun får autentisk italiensk mad. Helst på samme måde som man får den i Italien.
Hvem inspirerede dig til at starte en karriere med madlavning på det her niveau?
Det gjorde min mor og bror – uden tvivl. Men niveauet har jeg arbejdet mig op på, gennem mange års erfaringer i branchen.