Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

For fuld damp: Forlystelsespark inviterer til festdag for hele familien

Af Jonathan Sten Drivsholm

Det startede som en drøm for en håndfuld jernbaneinteresserede, men nu er drømmen blevet til virkelighed – og den har efterhånden en del år på bagen.

Faktisk kan Modelparken Danmark denne sommer fejre 15 års fødselsdag.

I den anledning er hele lokalområdet inviteret til en festlig dag for hele familien med et væld af særlige arrangementer.

“Kom og vær med til at fejre en fantastisk milepæl i Modelparken! Vi inviterer alle til at deltage i vores festlige 15-års fødselsdagsfejring.

Det bliver en dag fyldt med sjove aktiviteter, spændende overraskelser og masser af hygge for hele familien,” lyder det fra Modelparken Danmark.

På dagen kan du bl.a. glæde dig til gratis togkørsel for børn og voksne, en times trylleshow fra kl. 11.30 samt popcornmaskine og overraskelser.

Der vil også være mulighed for at møde de frivillige, der står bag og høre om deres arbejde.

Modelparkens historie

En håndfuld jernbaneinteresserede startede i 2002 med små tog og en transportabel bane, under navnet
Viby Minitog. Det var blandt andet med kørsel ved den årlige Aarhus Festuge.

Der blev de efterfølgende år ledt efter et sted til opbygningen af en permanent udendørs bane, og i 2009 blev der indgået aftale om leje af et stykke jord, ved gartneriet for enden af Egå Møllevej, 10 km nord for Aarhus. I efterårsferien samme år blev den transportable bane stillet op på gartneriets parkeringsplads og i december måned blev der kørt tog i et julelandskab i et af drivhusene.

Selve opbygningen begyndte I april 2010 og 3 måneder senere kunne der holdes ”rejsegilde”, i form af kørsel på den første rundstrækning. Der blev lavet perron, perronspor og et lille billethus kom op at stå. I løbet de følgende par år blev området, sideløbende med lidt publikumskørsel, lavet til en flot park med blomsterbede og kuperede græsplæner.

I pinsen 2012 var det tid for den officielle indvielse, nu med navnet Modelparken Danmark, som foreningen i mellemtiden havde skiftet navn til.

Der blev udarbejdet en ambitiøs plan for området og ved udgangen af 2013 var yderligere 250 meter spor klar, så turen gennem parken kunne blive en landskabelig oplevelse.

Samtidig har der også været gang i udbygning af værksteder og opholdslokaler, forbedrede tilkørsels- og parkeringsforhold og udbygget publikumsfaciliteter, ikke mindst med overdækket picnichus ved stationen.

Et stort serviceområde med lokomotivremise, vognhal, rangerspor, læsserampe, drejeskive og rundremise er kommet til, og med udbygning af signalsystem, bomanlæg og hegn omkring banen, er hele området et jernbanemiljø og dermed en interessant oplevelse for hele familien.

Skalaforholdet er mellem 1:3 og 1:8, alt efter om forbilledet er smalspor eller normalspor, men tilpasset så det kan køre på det der er den mest brugte sporvidde for denne type modeljernbane, nemlig 7¼ tomme, 184 mm. Vi kører på damp, strøm og diesel. Alt laves på frivillig basis af foreningens medlemmer, med tiden skulle der gerne komme flere bygninger, broer, søer, tunneller, bjerge og meget andet omkring jernbanen, der med årene skal blive på omkring 3 km. Intet af dette har kunne lade sig gøre, uden vores besøgende og det fantastiske hold af frivillige. 

Kilde: Modelparken Danmark

Lancerer helt nyt projekt

Modelparkens spæde historie strækker sig helt tilbage til 2002, hvor Viby Minitog blev etableret, men det var først nogle år senere, at den permanente udendørs bane for enden af Egå Møllevej blev opført.

Samtidig med fejringen lancerer folkene bag et nyt byggeprojekt – i form af en remissehal – der efter planen skal fremtidssikre parken.

Projektet lanceres som crowdfunding den 6. august 2025, og Modelparken Danmark håber på lokal opbakning.

Hvad: Modelparken fylder 15 år
Hvor: Egå Møllevej 213, 8250 Egå
Hvornår: 17. august kl. 10.00-15.00

Læs mere om fødselsdagsfejringen lige her

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.