Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: På Mols har Corona forlænget og forbedret sæsonen

Af anders@sommersangdigital.dk

Molskroens Strandhotel og Molskroen har haft en forrygende sommersæson, som fortsatte ind i efteråret. En naturlig søgning ud i frisk luft er en del af forklaringen, og tilpasning en anden.

 

Der er naturligt nok ikke mange positive historier i disse tider, når det kommer til Corona og dens følger, men på Mols er en lille en at finde. Molskroen og Molskroens Strandhotel melder om en sommersæson ud over det sædvanlige – en sæson, som mere eller mindre strakte sig helt til efteråret.

 

Vi havde en stigning på 15 procent begge steder og lå nærmest på maksimal belægning i et tidsrum, vi ikke havde set før, fortæller salgschef Sarah Evar.

 

Ikke bare oplevede vi, at folk kom længere væk fra i landet, end de plejer, de efterspurgte også flere dage, så deres ophold blev til miniferier frem for bare en enkelt overnatning eller to.

 

Udendørs blev et must

Selvom folkene bag Molskroen og Molskroens Strandhotel ikke havde set stigningen komme, efter Corona-restriktionerne ramte Danmark i foråret, var de ikke ganske uforberedte, og det er måske en del af forklaringen på den gode sæson.

 

Det var allerede en tendens, at folk efterspurgte flere oplevelser i naturen, så vi havde ophold med forskellige aktiviteter på tegnebrættet, men med de nye restriktioner kastede vi os ud i det før tid. Vi tænkte mere i mad ”to go” og etablerede for eksempel vores egen foodtruck med burgere – det viste sig hurtigt, at den faktisk var for lille, hvilket understregede folks ønske om at være ude og at spise ude, siger Sarah Evar.

 

Tiltagene sammen med turisternes nye vaner gjorde, at ikke kun højsæsonen blev god, men også sensommeren.

 

Det fortsatte bare, og vi lå stadig pænt over sidste års tal, faktisk helt frem til efterårsferien, hvor der normalt er ret stille.

 

Rustet til nye tider

Selvom armene flere gange har været over hovedet denne sommer og sensommer, er det hele dog ikke lutter lagkage. Molskroen og Molskroens Strandhotel har mistet en del erhvervskunder og stort set alle udenlandske kunder, og på trods af de mange nye danske gæster, tegner tiden efter efterårsferien til at stilne noget af. 

 

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: På Mols har Corona forlænget og forbedret sæsonen

 

Vi er klar over, at det kan blive en tung tid resten af året, og derfor samler vi alle vores aktiviteter på Molskroen, mens alt takeaway ekspederes fra strandhotellet. Vi satser i det hele taget en del på takeaway fremover og ruster os endnu mere til en eventuel ny nedlukning og nye restriktioner. Før var det meget koncerter og andre oplevelser indendørs, men den vej går vi ikke så meget længere. Vi vil udvikle de udendørs oplevelser endnu mere til næste år, både de aktive og mindre aktive oplevelser, og vi vil skabe mere synergi mellem vores to steder ved at inkludere dem begge i samme ophold, slutter Sarah Evar.

 

Molskroen og Molskroens Strandhotel ejes af Henrik Frederiksen, førstnævnte har 18 værelser og en gourmetrestaurant, mens strandhotellet råder over 29 værelser og et brasseri.

 

Læs om Molskroens Strandhotel og Molskroen her:

 

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: På Mols har Corona forlænget og forbedret sæsonen

 

 

Del artikel

Andre læser også