Skifter til Superligaklub: Succestræner forlader Aarhus Fremad
Morten Dahm Kjærgaard er tabt for Aarhus Fremad.
Efter mere end 6 år må klubben vinke farvel til succestræneren, der forlader Riisvangen til fordel for Superligaen.
Silkeborg IF har ansat 42-årige Morten Dahm Kjærgaard som ny cheftræner til den kommende sæson.
Det meddeler begge klubber her til eftermiddag.
“Alt godt har en ende. Morten har været en vigtig faktor i klubbens udvikling igennem de sidste 6,5 år, hvor vi har defineret en fast spillestil, som han dygtigt har implementeret, og han har været med til at løfte barren, når ambitioner er blevet vendt.
Vi kommer til at savne hans energi og arbejdsomhed, samtidig har vi godt været klar over, at han skulle videre på et tidspunkt.
Vi er blevet fint kompenseret og ønsker Morten alt det bedste fremover,” lyder det fra Jesper Blicher Dahl, direktør i Aarhus Fremad.
Skal afløse legende
Morten Dahm Kjærgaard er købt fri af sin kontrakt med Aarhus Fremad, så han kan overtage tøjlerne i Søhøjlandet.
I Silkeborg skal han udfylde et par store sko efter Kent Nielsen, der tidligere i dag blev præsenteret som ny assisent på landsholdet.
“Det kendetegner SIF, at der er en tro på sig selv og en ro omkring tingene i klubben. Det tiltaler mig meget, ligesom udviklingen i klubben og spillestilen passer godt til mig.
Her kan jeg se mig selv bygge på og forhåbentlig komme til at stå på skuldrene af en så stor cheftræner som Kent Nielsen.
Han har skabt noget helt specielt, og det glæder jeg mig til at videreudvikle på,” siger Morten Dahm Kjærgaard i en pressemeddelelse.
Morten Dahm Kjærgaard nåede 212 kampe i spidsen for Aarhus Fremad.
Han var blandt andet med til at sikre oprykning til 1. division i foråret 2025 – og før det stod han i spidsen for pokaleventyret i 2022, hvor Aarhus Fremad bl.a. slog Brøndby med 4-0 hjemme på Riisvangen.