Uden styrthjelm: Motorcyklist i vildt flugtforsøg på Grenåvej
Det endte i en byge af sigtelser, da en motorcyklist tirsdag kl. 15:44 blev spottet uden styrhjelm på Grenåvej i Risskov.
For da en patrulje fra Østjyllands Politi satte blink og udrykning til, fik den unge mand pludselig rigtig travlt.
Motorcyklisten satte farten op og forsøgte at ryste patruljen af sig, men lige lidt hjalp det.
Efter omkring en kilometers eftersættelse måtte motorcyklisten give op og standse sit vilde flugtforsøg.
Sigtet for flere forhold
Den unge mand viste sig at være 19 år – og uden gyldigt kørekort.
Han blev derfor sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for kørsel uden førerret og for at køre uden styrthjelm.
Derudover blev han sigtet for overtrædelse af knivloven, da han under visitationen blev fundet i besiddelse af en kniv.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Politiet mistænker, at motorcyklen er stjålet, og den 19-årige blev derfor også sigtet for tyveri.