Kontrol langs vejene: Motorstyrelsen varsler større aktion i Aarhus

I løbet af maj vil Motorstyrelsen foretage kontrol af køretøjer i Aarhus.
Det kommer til at ske i samarbejde med Østjyllands Politi og vil medføre, at et større antal køretøjer vinkes ind til siden samt kontrolleres af både styrelsens udsendte og politiet.
Det skriver Motorstyrelsen i en pressemeddelelse.
Motorstyrelsen vil ikke på forhånd oplyse præcis hvor og hvornår, kontrollen i Aarhus kommer til at foregå, men der vil blive udsendt et større hold af medarbejdere, når aktionen går i gang.
“Vi laver jævnligt denne type kontroller, og de resulterer ofte i sager, hvor der fx ikke er betalt den korrekte afgift af et køretøj.
Vi skal i Motorstyrelsen være med til at sikre, at køretøjer er registreret korrekt, så afgiftsberegningen sker på et ensartet grundlag,” siger underdirektør i Motorstyrelsen, Claus Holm.
Læs også: Vækkede naboen: Serietyv begik seks indbrud i midtbyen i nat Meldingen er krystalklar
Når Motorstyrelsen laver kontroller på vejene, er der visse overtrædelser, der typisk går igen. Det er bl.a. leasingkontrakter, der ikke er i orden samt taxier og gulpladebiler, der bliver brugt privat.
Derfor er meldingen klar fra Claus Holm:
“Vi ved godt, at det i nogle tilfælde kan være vanskeligt at gennemskue alle regler.
Derfor opfordrer vi altid til, at man sætter sig ind i reglerne, så man ikke risikerer at overtræde lovgivningen og dermed blive opkrævet større beløb i afgifter og bøder,” siger Motorstyrelsens underdirektør.
Det er altid muligt at søge relevante informationer på www.motorst.dk, ligesom det også er muligt at søge vejledning hos Motorstyrelsens medarbejdere.
Læs også: Kæmpe handel: Aarhus-milliardær køber historisk ejendom i midtbyen Motorstyrelsen foretager i løbet af året kontroller på vejene i hele landet i samarbejde med politikredsene.