Opsigtsvækkende sag: Mulig spion anholdt i Aarhus

Østjyllands Politi har i samarbejde med PET for nylig anholdt en herboende 53-årig mand i Aarhus-området.
Den anholdte er af de tyske myndigheder mistænkt for på vegne af en iransk efterretningstjeneste at have udført efterretningsaktivitet med det formål at indsamle og videregive information til de iranske myndigheder.
Det skriver PET i en pressemeddelelse.
Anholdelsen er ifølge PET blot seneste eksempel på, at Iran benytter kriminelle netværk, mellemmænd og personer til at forberede angreb eller gå efter mål i Europa.
PET ser på udviklingen med stor alvor.
Fokus rettet mod Europa
Det er velkendt, at Iran udøver efterretningsaktiviteter mod regimemodstandere blandt iranere bosiddende i Europa, herunder i Danmark.
Truslen mod disse personer udgår ikke kun direkte fra de iranske efterretningstjenester, men også fra andre aktører med forbindelse til de iranske efterretningstjenester.
Over de senere år har Iran i tiltagende grad også rettet sit fokus mod andre mål i Europa.
Det er vurderingen hos PET, at Iran ved hjælp af kriminelle netværk, mellemmænd og personer i Europa udfører bl.a. voldshandlinger rettet mod f.eks. israelske og jødiske interesser.
Følger udviklingen nøje
Anholdelsen af den 53-årige mand, der fandt sted i Aarhus torsdag 26. juni 2025, skete på anmodning fra de tyske myndigheder.
Manden blev samme dag varetægtsfængslet frem til 23. juli 2025 med henblik på udlevering til Tyskland.
“Generelt har vi set angreb og voldelige handlinger flere steder i Europa, hvor det er vurderingen, at det er sket på vegne af Iran, og vi har tidligere set iranske aktiviteter på dansk jord rettet mod dissidenter.
Vi er i tæt dialog med vores europæiske partnere og tager truslen fra Iran meget alvorligt. Vi følger nøje udviklingen,” siger PET-chef Finn Borch Andersen.
En alvorlig trussel
Den sikkerhedspolitiske situation er i de senere år blevet forværret, og PET vurderer, at statslige aktører spiller en stadig større rolle i trusselsbilledet.
Sammenlignet med f.eks. militant islamistiske grupper besidder stater stor kapacitet til at gennemføre handlinger, der kan associeres med terror og kan samtidig også anvende stedfortrædere i det udførende led.
Brug af terror som virkemiddel – eventuelt gennemført af stedfortrædere – kan være et opportunt redskab for en stat, som er engageret i en langstrakt såkaldt hybrid konflikt, hvor den pågældende stat ønsker at skade eller signalere kapacitet og rækkevidde over for en modpart uden nødvendigvis at eskalere konflikten til egentlig eller yderligere militær konfrontation.
“Stater som Iran har stor kapacitet og kan benytte sig af kriminelle netværk eller mellemmænd. Det udgør en alvorlig trussel – også i Danmark.
Alle danskere skal dog fortsat leve deres liv, som de plejer. PET følger situationen nøje og vil løbende iværksætte de sikkerhedsforanstaltninger, som vurderes nødvendige og relevante,” siger Finn Borch Andersen.