Gratis koncerter: Kendte musikere fejrer Dronningen til kæmpe folkefest
Dagene, hvor Hendes Majestæt Dronningen vil blive fejret i Aarhus, nærmer sig hastigt.
Og nu er flere detaljer om den store fejring blevet offentliggjort af Aarhus Kommune.
Dronningens sommerbesøg rundes af med et brag af en folkefest i Mindeparken, og her vil en række kendte musikere optræde.
Det drejer sig om færøske Teitur – som bl.a. er kendt fra ‘Toppen af Poppen’ – samt de to lokale musikere Tina Dickow og Andrea Pellegrini, som sammen vil give Dronningen og folkemængden en herlig koncertoplevelse, der vil markere folkefestens afslutning.
Inden da kan du bl.a. glæde dig til at opleve et stort børnekor, der i samarbejde med Sangkraft Aarhus og Aarhus Jazz Orchestra vil synge den nykomponerede ‘Solens Sang’ og en række andre for de fremmødte.
Mindeparken vil på dagen være opdelt i forskellige zoner, hvor Dronningen vil møde lysende talenter inden for gastronomi, sport, design og fashion, børnekultur samt håndværk.
Folkefesten er gratis at deltage i og begynder allerede kl. 12 og slutter kl. 17.
Vil vinke fra balkonen
Dronningen ankommer med Kongeskibet Dannebrog fredag den 3. juni kl. 10.00, hvor hun vil blive modtaget af bl.a. borgmester Jacob Bundsgaard.
Herefter fortsætter fredagens program med en karettur gennem Aarhus midtby – herunder Strøget.
Karetturen begynder kl. 10.30, og kareten eskorteres af Gardehusarregimentets Hesteskadron, og tilskuerne langs ruten kan glæde sig til et spektakulært syn med flere end 50 flotte heste i eskorten.
Turen vil tage Dronningen til rådhuset, hvor de fremmødte omkring kl. 10.45 vil kunne vinke til Majestæten på balkonen.
På besøg i Gellerup
Om lørdagen – 4. juni – byder Dronningens formiddagsprogram på et besøg i Gellerup.
Kl. 11.30 vil Dronningen være i byparken for at hilse på Bydelsmødre, som fortæller om deres arbejde under corona-pandemien.
Der vil også være underholdning fra Cirkus Tværs, ligesom lokale musikere vil fremføre Gellerupsangen.
Kl. 13.00 køres Dronningen i karet fra Tangkrogen ud til Mindeparken, hvor den kæmpe folkefest med koncerter, madboder og zoner med forskellige temaer venter.
Anledningen til den store fejring i Smilets by er Majestætens 50-års Regeringsjubilæum.
Du kan se hele programmet for Dronningens sommerbesøg i Aarhus her