Musikhuset Aarhus: Ringenes Herre-eventyr får sin store afslutning
Musikhusets Store sal bliver om få dage omdannet til Danmarks største biografsal, når Ringenes Herre live – De to tårne indtager Aarhus. Samtidig offentliggør Musikhuset, at trilogiens tredje og sidste film får Skandinaviensspremiere i 2019.
Danmarks største biografsal finder du meget snart i Musikhuset og igen til 2019, hvor det magiske Ringenes Herre-eventyr slutter af i husets største sal. Hermed har Musikhuset haft Skandinaviens premiere på hele trilogien og ringen er sluttet.
Alt imens Frodo og alle de andre magiske karakterer fra Ringenes Herre-universet rykker ind i Musikhusets største sal i denne uge offentliggør Musikhuset, at den tredje film i serien, Kongen vender tilbage, vises som storslået filmkoncert med live-musik af Aarhus Symfoniorkester og stort kor til næste år. Ligesom det var tilfældet med den første film i serien sidste år, og film nummer to i denne uge, vises filmen på et stort lærred i Musikhusets Store sal, hvilket for en stund gør salen til Danmarks største biografsal.
”Vi er glade for den enorme interesse vores gæster viser for Ringenes Herre og hele filmkoncert-konceptet, som vi var de første herhjemme til at introducere. Det tiltrækker især et yngre publikum, og det er vigtigt, da mange i salen formentlig vil opleve klassisk musik live for allerførste gang. Når først man har oplevet bruset fra et stort symfoniorkester, har de forhåbentlig mod på at opleve klassisk musik igen” siger Musikhusets programchef, Mette Kier.
Musikhusets egen statistik viser, at mere end 50 procent af gæsterne til Ringenes Herre Live er under 30 år.
Overvældende interesse
Da den første film med stjerner som Viggo Mortensen og Elijah Wood på rollelisten spillede i Musikhuset i september 2017 var det for fulde sale og igen i år er interessen for at følge med i Frodo og vennernes videre færd overvældende. Senest satte Musikhuset en ekstra forestilling i salg den 12. oktober. Det bringer det samlede antal forestillinger for toeren op på syv. Heraf er tre forestillinger udsolgte, og der er få billetter tilbage til tre.
Rollespil
Det er ikke kun inden i Musikhuset de middelalderlige karakterer dukker op. I forbindelse med filmkoncerten vil Foreningen Einherjerne opføre et rollespil i ægte middelalderligt tema foran Musikhuset for at sætte den helt rigtige stemning. Det foregår både den 4. og 5. oktober.
En i en lang række af filmkoncerter
Ringenes Herre Live markerer nok engang, at de store filmkoncerter med filmklassikere i selskab med storslået musik fra dygtigt symfoniorkester live på scenen er noget, der tager kegler hos publikum.
Flere store filmkoncerter er på programmet, ligesom Musikhuset udover den første Ringenes Herre-film har vist film fra blandt andet Harry Potter- og Pirates of the Caribbean-filmserierne. Senere på året er det så tid til James Bond-filmen Casino Royale og Disneys Skønheden og Udyrets, mens Star Wars har premiere til næste år i Musikhuset.
ARRANGØR: MUSIKHUSET AARHUS
RINGENES HERRE LIVE – KONGEN VENDER TILBAGE – MUSIKHUSETS STORE SAL, TOR. 31. OKTOBER – LØR. 2. NOVEMBER 2019
BILLETPRISER: 355 – 505 KRONER