Verdensstjerner og nye navne: Musikhuset afslører 2024-program med store højdepunkter
Er du dansemus, teatertosse, poptøs, jazzhoved, legebarn, podcastjunkie, bogorm eller musical-lover?
Uanset hvilket prædikat du kan nikke genkendende til, så er det helt sikkert, at du finder du noget for din smag i Musikhusets kalender anno 2024.
Det fulde sæsonprogram for foråret er netop offentliggjort sammen med en lang række af de store oplevelser, du kan glæde dig til i efteråret.
MigogAarhus har talt med Musikhusets kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj, der fremhæver fire toneangivende tendenser, udpeger højdepunkter fra det nye program og svarer på, om vi har endnu et rekordår i vente.
Oplever kæmpe nysgerrighed
Ovenpå et godt 2023 med masser af mennesker i Musikhuset er det en glad Jeppe Uggerhøj, der ser frem mod alt det, der venter i 2024.
I løbet af det forgangne rekordår har han bidt mærke i fire tendenser, som også har påvirket udformningen af det nye program.
Her peger Jeppe Uggerhøj først og fremmest på, at Musikhuset sidste år lancerede en del nye koncepter, som alle blev taget ekstremt godt imod.
“Det plejer tit at være sådan, at når vi præsenterer nye ting, så skal de lige løbes i gang, men det har vi simpelthen ikke oplevet. Vi har oplevet en kæmpestor tilstrømning og nysgerrighed, og det er vi helt vildt glade for,” fortæller han.
Derfor kommer 2024 også til at byde på nye koncepter og navne, som ikke alle er alment kendte. Jeppe Uggerhøj fremhæver følgende, som kan opleves i Musikhuset i år:
Publikum vil involveres
Men ikke nok med, at Musikhusets gæster er åbne og nysgerrige på nye formater og artister – de vil også i stigende grad inddrages.
Det er den anden toneangivende tendens, som kunstnerisk chef Jeppe Uggerhøj fremhæver.
“Vi har igennem længere tid oplevet en strømning henimod, at publikum gerne vil involveres og være medskabende. Det er fx det, vi har set på Syng! Syng! Syng!,” siger han med henvisning til Musikhusets nye fællessang-koncept, som vender tilbage i 2024.
Her er gæsterne ikke bare med til at synge – de kan også på forhånd være med til at bestemme, hvad der skal synges.
Et andet eksempel på publikumsinddragelse i Musikhuset er Jazzklubben, der i 2024 fortsætter med at vække publikums appetit på klassisk musik.
Åbner døren for de yngste
En tredje tendens er, at flere og flere børn finder vej til Musikhuset. Det fortæller Jeppe Uggerhøj, der på det seneste har mærket stor efterspørgsel på børnevenlige shows:
“Der er rigtig mange forældre, der gerne vil have deres børn med i Musikhuset. Vi oplever faktisk kæmpestor søgning på at tage den yngre generation med ind og opleve noget hos os.”
2024 byder da også på masser af fede arrangementer, der tilgodeser børnefamilierne. Den kunsteriske chef fremhæver:
Store navne hitter stadig
Den fjerde og sidste tendens er måske knap så overraskende: Publikum vil stadig gerne se store navne og opleve unikke shows, der ikke kan ses andre steder.
Det trækker stadig rigtig meget og er med til at fylde husets sale, forklarer Jeppe Uggerhøj, inden han fastslår:
“I Musikhusets program skal der simpelthen være de her specielle ting, som man ikke kan opleve andre steder.”
I den kategori finder man mestersangerne fra den mytiske Bayreuth Festival, der til august fylder Musikhuset med sang, når den medrivende 2. akt af Wagners opera Tristan og Isolde kan opleves i en koncertversion i Symfonisk Sal.
I selvsamme sal kan musikelskere også glæde sig til at høre legendariske London Symphony Orchestra, der gæster Musikhuset allerede i april.
Og så er der ellers en fuldstændig forrygende sommer i vente, hvor verdensstjernerne Alice Cooper, Diane Krall, John Malkovich alle indtager Store Sal.
Nyt rekordår i vente?
Jeppe Uggerhøj glæder sig over, at stjernenavne af den kaliber har fået øjnene op for Aarhus.
“Vi kan mærke, at vi er et af de steder, hvor folk kigger hen, når de internationale tour-planer skal laves. Det er vi stolte af, og det gør også, at Musikhuset får det internationale præg, som vi skal have,” siger han.
Personligt er der dog andre events i kalenderen, den kunstneriske chef ser endnu mere frem til.
Jeppe Uggerhøjs 2024-favoritter:
Når alt kommer til alt, tegner det bredt favnende sæsonprogram til at blive et hit blandt publikum.
Men spørgsmålet er, om Musikhuset har taget hul på et nyt rekordår? Svaret fra Jeppe Uggerhøj lyder sådan her:
“Lige nu ser det ret godt ud. Vi har aldrig nogensinde før haft så mange billetter i salg, og vi har heller aldrig haft så stor en procentdel af solgte billetter, som vi har nu. Der er stor efterspørgsel, så hvis ikke der sker et eller andet vildt, så skal vi da gå efter en ny rekord.”