Drama på Åboulevarden: Mand faldt i åen
Natten til torsdag var politi og redning talstærkt til stede ved Åboulevarden i Aarhus C, hvor der var indløbet en melding om en drukneulykke.
Overfor Din Avis Aarhus bekræfter Østjyllands Brandvæsen, at der var faldet en mand i åen ved Åboulevarden.
Klokken var 02.46, da der blev slået alarm, og brandvæsenet måtte rykke ud til stedet. Heldigvis kunne de hurtigt vende tilbage til stationen igen.
Hvad skal du gøre, hvis der sker en ulykke?
Hvis du falder i vandet:
- Bevæg dig mindst muligt
- Bevar roen, mens du råber på hjælp
- Find noget at holde fast i, og orienter dig om muligheder for atkomme op af vandet
Hvis du ser eller hører en person i vandet:
- Få kontakt til personen i vandet, og tilkald hjælp fra andre inærheden
- Ring 112, og oplys nærmeste adresse eller redningsnummer
- Kast en redningskrans ud til personen i vandet, og led vedkommendetil nærmeste redningsstige
Østjyllands Brandvæsen har flere udrykninger om året til mulige ulykker i Aarhus Kommune. I perioden 1. november 2021 til 31. oktober 2022 har Østjyllands Brandvæsen haft 17 udkald til meldinger om personer i fare ved Aarhus Havn, søer og Å.
“Da vi ankommer til stedet, er han allerede på egen hånd kommet op fra åen,” fortæller Niels Henrik Nielsen, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen til Din Avis Aarhus.
Ifølge brandvæsenet kom manden ikke umiddelbart ikke til skade, men blev kørt til tjek på sygehuset efterfølgende.
Ikke første gang
Det er langt fra første gang, der sker ulykker, hvor – oftest fulde – folk falder i åen eller havnebassinet. Derfor har Aarhus Kommune i samarbejde med Østjyllands Brandvæsen og Restauratørnetværket sat ekstra fokus på problemet gennem en række tiltag.
”Vi har øget sikkerheden langs både havn og å med blandt andet mere hegn, flere redningsstiger og redningskranse. Vi har også opsat kameraer og etableret mere belysning langs vandet.
Men fysiske tiltag er ikke altid nok til at undgå ulykker. Derfor er det vigtigt, at vi også passer på os selv og hinanden. Vi vil meget gerne have, at alle kommer godt hjem,” siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Også byens dørmænd er blevet klædt på til at hjælpe, hvis der er nogen, der falder i vandet ved Åboulevarden.
”Vi skal passe rigtig godt på hinanden i det aarhusianske natteliv. Derfor er det også vigtigt, at vi er lidt ekstra opmærksomme, når der er nogle, der har fået lidt for meget at drikke.
I restauratørnetværket har vi haft muligheden for at sende nøglemedarbejder på kursus i, hvad de skal gøre, hvis uheldet er ude, og man skal redde en person op af vandet,” siger Mads Krigslund, formand for restauratørnetværket i Aarhus.