Ikonisk cocktail hyldes: Skål med vennerne til Negroni Week i Aarhus
På mandag skydes årets Negroni Week i gang – og ja, du læste helt rigtigt.
Du kan glæde dig til en hel uge, hvor du bare skal sippe lækre cocktails på byens barer og så endda i den gode sags tjeneste.
For hver drink du køber, donerer barerne et beløb til velgørenhed.
Siden den første Negroni Week løb af stablen i 2013, er et tocifret millionbeløb blevet indsamlet til velgørende formål på tværs af de i alt 87 lande, der er med til at fejre den røde cocktail.
Hvad: Negroni Week 2023
Hvornår: 18. – 24. september
Hvor: Over 90 barer i hele landet
I år bestemmer barerne selv, hvilket velgørende formål de vil støtte.
Opkaldt efter italiensk greve
Negroni er opkaldt efter den italienske greve Camillo Negroni, der tilbage omkring år 1920 var hyppig gæst på Caffé Casoni i Firenze.
Greven var egentlig glad for en anden cocktail, nemlig Americanoen.
Men en dag skulle der ske noget nyt, så han bestilte den med gin i stedet for danskvand.
Kombinationen af lige dele vermouth, gin og Campari med appelsinskal gik rent ind hos borgerskabet i den toscanske storby, og siden fik resten af verden også øjnene op for den italienske genialitet.
Negroni er især kendt for sin smukke rødlige farve og sin tydelige bitterhed, der har gjort den populær blandt mange.
Disse 10 barer er med
Negroni Week varer fra mandag den 18. september til og med søndag den 24. september, så der er rig mulighed for at deltage.
I Aarhus er 10 barer med i Negroni Week 2023. Det drejer sig om:
- Barstart
- Den Fede Drue
- Force Majeure
- Gedulgt
- Grace
- London Bar
- Loulou
- Madam Cuba
- Tír na nÓg
- Zanders
Du kan se hele listen over deltagende barer i Danmark lige her