Nej, det er ikke en Anders And historie – men god asiatisk mad
Kung Fu Express er navnet. Det lyder som et bud i et Anders And blad. Men det er det ikke. Det er en asiatisk takeaway restaurant, som ligger i Højbjerg. På Oddervej for det ikke skal være løgn. Vi har ikke spist der før. Men maden sad lige i vores smagsskab, så det er ikke sidste gang, vi spiser deres mad. Der skal siges at deres priser er yderst sympatiske.
Vi ringer til dem, da vi påtænker selv at hente maden. Men telefonen er optaget. Efter fem forsøg og mere end 5 minutters venten bestiller vi online på Just Eats site. Der er hul igennem. De skriver pænt tilbage, at ventetiden er 45 minutter, men så er maden også uden for døren.
Pæn og anstændig sushi
Når en menu hedder en combo-menu, giver det associationer til Jumbobøgerne og Fætter Guf. Men det var en omgang sushi. En af de store – og den smagte godt. Risene var helt perfekte – noget som ofte halter ved sushi. 15 stykker blandet til 89 kroner er et godt tilbud.
Helledusseda en tam omgang
Sticks med asparges svøbt i bacon til 33 kroner. Aspargesene smagte af intet. Baconskiverne var friterede, hvilket ikke gjorde dem bedre. De smagte mest af fedt – på den ufede måde. Eneste ros var prisen.
Mere end meget ingefær
Stegt kylling med ingefær til 58 kroner smagte forrygende godt. Hvis du altså er til ingefær, da den var gennemtrængende i hele retten. Men på den gode måde. Smag var der. Masser at gode, perfekte stegte grøntsager. Hatten af her.
Rød karry uden brand
Oksekød med masser af rød peber og squash i karry til 69 kroner. Igen til en pris alle kan betale. Rød karry smager suverænt. Også her. Den var ikke for stærk. Middel vil jeg sige. Prøv den, mere er der ikke at sige her.
And med sur-sød sauce
Sidste hovedret var Anders And i sur-sød sauce. Anden var mør, og der var meget af den. Skindet var ikke sprødt, men kødet mørt. I sur-sød sauce kategorien er vi med fremme. Fin hjemmelavet omgang. 79 kroner måtte vi slippe.
Det trak de på Visakortet
Prisen for hele dynen var 397 kroner. Leveringsprisen til Just Eat var 69 kroner. Så maden kostede 328 kroner. Der var rigeligt mad til tre personer. Så godt en god hund per person. Det er tæt på et fund i min bog. Leveringsprisen kan du heller ikke holde meget bil for. Så det var det store smil, vi havde på, efter måltidet var færdigt. Vi giver Kung Fu Express value for money stemplet.
Vores vurdering
I det her segment var maden i orden. Den smagte godt. Grøntsagerne var med bid. Kødet mørt. Sushien frisk. Indpakningen var grundig. Ingen sjusk. Det af maden, som skulle være varm, var fint varmt. Det, som skulle være køligt, var køligt. Prisen var fair. Maden med leveret 12 minutter før aftalte tid. Alt i alt havde vi ikke noget at brokke os over den aften. Det eneste, som undrede os, var navnet, Kung Fu Express. Men hvem går op i et navn? Vi giver hermed vores anbefaling til Kung Fu Express. Anstændigt asiatisk mad med god smag – og nok mad. Lad os håbe, folkene i Kung Fu Express-land kan leve op til den her anmeldelse. Vi håber og tror det. Vi var både mætte og tilfredse.
Kung fu Express
Oddervej 67
8270 Højbjerg
Telefon: +45 86 27 22 71
Mail: kontakt@kungfuexpress.dk
Hjemmeside