Lige afsløret: Amerikansk legende spiller stor sommerkoncert i Aarhus
Du kan godt begynde at støve dine bedste dansmoves af, for til sommer får vi besøg af en ægte diskolegende.
Ingen ringere end Nile Rodgers kommer til byen for at spille en groovy koncert i Tivoli Friheden.
Du skal sætte kryds i kalenderen lørdag 21. juni 2025, hvis du vil opleve den 72-årige amerikaner til næste års Summer Session i forlystelsesparken.
Står bag et væld af hits
Nile Rodgers er både indlemmet i Rock & Roll Hall of Fame og sangskrivernes Hall of Fame.
Den 72-årige amerikaner har bl.a. modtaget en Grammy Lifetime Achievement, ligesom han har vundet adskillige Grammys som både sangskriver, komponist, producer og guitarist.
Som medstifter af CHIC har Nile Rodgers været en af bannerførerne for et musikalsk sprog, der har skabt megahits som ”Le Freak”, Atlantic Records’ bedst sælgende single nogensinde, ”Everybody Dance”, ”I Want Your Love, ”Dance, Dance, Dance (Yowsah, Yowsah, Yowsah)”, ligesom han satte gang i hiphoppen med ”Good Times” og ”Rapper’s Delight”.
Nile Rodgers musik og hans arbejde i The CHIC Organization – herunder SisterSledge (”We Are Family”), Diana Ross (“I’m Coming Out”), og på egen hånd David Bowie (”Let’s Dance”) og Madonna (”Like A Virgin”) – har solgt mere end 500 millioner album og over 100 millioner singler på verdensplan.
Rodgers Grammy-belønnede samarbejde med Daft Punk (”Random Access Memories”) og Beyoncé (”Renaissance” og ”Cowboy Carter”) understreger, at han stadig er aktuel i dag i en alder af 72 år.
Du kan altså godt glæde dig til en fantastisk Summer Session med Nile Rodgers & CHIC i Tivoli Friheden til sommer.
Hvad: Nile Rodgers & CHIC
Hvor: Tivoli Friheden
Hvornår: 21. juni 2025
Det officielle billetsalg starter fredag 22. november kl. 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.