Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nordeuropas smukkeste racefestival: Classic Race Aarhus får stor donation fra Salling Fondene 

Karin Salling næstformand i Salling Fondene og Poul Dalsgaard direktør i Classic Race Aarhus (foto: Classic Race Aarhus - Allan Toft)
Karin Salling næstformand i Salling Fondene og Poul Dalsgaard direktør i Classic Race Aarhus (foto: Classic Race Aarhus - Allan Toft)

Nordeuropas smukkeste racefestival har fået tilsagn om en fornem donation på to millioner kroner fra Salling Fondene.

 

“Vi er både stolte, ydmyge og beærede over den meget flotte donation fra Salling Fondene. Donationen er et kæmpe skulderklap til vores event og ikke mindst til det store arbejde, de næsten 1.000 frivillige år efter år yder for at være med til at skabe en fest for både århusianere og gæster fra ind- og udland,” siger Poul Dalsgaard, direktør for Classic Race Aarhus.

 

Fast gæst  

Karin Salling, der er næstformand i Salling Fondene, har i mange år været en fast gæst til det klassiske racerløb rundt om Mindeparken og blev i 2018 ambassadør for Classic Race Aarhus. Samme år sagde også en anden markant århusianer, tidligere borgmester og nuværende finansminister, Nicolai Wammen ja tak til at være ambassadør for løbet. Karin Salling har selv siddet bag rattet i forbindelse med løbet og har hun gennem velgørenhedskørsel været med til at samle penge ind til forbedring af børns trafiksikkerhed.

 

Forener sport og historie på en helt unik måde

“Det har altid været med stor glæde, at jeg har deltaget i Classic Race Aarhus. Arrangementet forener sport og historie på en helt unik måde – og så fås der jo ikke smukkere omgivelser at afholde et racerløb i. Vi har hørt om de nye tanker og idéer, som Classic Race Aarhus har for fremtiden, og de lyder spændende og ambitiøse. I Salling Fondene vil vi gerne støtte op om de store events, som appellerer til den brede befolkning. Og det gør Classic Race Aarhus – festivalen er folkelig i ordets bedste betydning og kan samle hele familien,” siger Karin Salling, næstformand i Salling Fondene.

Karin Salling næstformand i Salling Fondene og Poul Dalsgaard direktør i Classic Race Aarhus (foto: Classic Race Aarhus – Allan Toft)

 

Classic Race Aarhus har 10-års jubilæum, og den store donation skal være med til at udvikle arrangementet.

 

Fundamentet er stadig klassisk motorsport

“Pengene fra Købmand Herman Sallings Fond er med til at styrke fundamentet under arrangementet, men samtidig giver det os mulighed for at realisere nogle af de mange planer, vi har for fremtiden. Allerede fra næste års løb kan vores gæster glæde sig til en udvidelse af de ting, der foregår uden for asfalten. Vi opgraderer blandt andet hele området i Mindeparken. Fundamentet er stadig klassisk motorsport med de fantastisk smukke biler, det bliver der aldrig ændret på, men samtidig vil vi gerne udvikle eventet til en gigantisk byfest for vores gæster fra ind- og udland og ikke mindst for alle århusianske familier,” udtaler Classic Race Aarhus direktør, Poul Dalsgaard.

 

Løbet foregår i 2020 fra den 15.-17. maj, og som altid går hele overskuddet til projekter der støtter børns trafiksikkerhed.