Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

NorthSide melder ud: Får flere internationale navne på plakaten i 2024

Af Jonathan Sten Drivsholm
Pusha T var en af de udenlandske artister, der optrådte på NorthSide i sommer. Foto: Henrik Sørensen // NorthSide
Pusha T var en af de udenlandske artister, der optrådte på NorthSide i sommer. Foto: Henrik Sørensen // NorthSide

Husker man tilbage til tiden før coronakrisen, kunne NorthSide i sine bedste årgange bide skeer med Roskilde Festival, når det kom til at tiltrække de største udenlandske artister.

Se blot 2017-programmet, hvor hovednavnene hed Radiohead, Frank Ocean og The Prodigy flankeret af dengang fremadstormende James Blake, The 1975 og Bastille.

De seneste år har den aarhusianske festival imidlertid fået kritik for at sakke bagud og mangle internationalt udsyn.

Men nu tyder det på, at NorthSide har tænkt sig at give svar på tiltale i 2024. I et mailsvar til TV 2 Østjylland skriver festivalen, at der kommer flere udenlandske navne på næste års program.

NorthSide forklarer, at forhøjede omkostninger på produktion og transport har afholdt mange artister fra at turnere i både 2022 og 2023.

“Det er blevet en smule mere normaliseret nu, og derfor vender NorthSide tilbage til et program, hvor den overvejende del er baseret på udenlandske artister. Selvfølgelig også for at skille os ud fra andre danske festivaler,” oplyser festivalen til TV 2 Østjylland.

Første navne afsløres snart

NorthSide har allerede flere artister – både danske og udenlandske – på plads, men venter lidt endnu med at offentliggøre dem.

Festivalen forventer at løfte sløret for de første navne i løbet af november.

Billetsalget til 2024-udgaven begynder ligeledes i dette års sidste efterårsmåned. Den præcise dato er endnu ikke meldt ud.

MigogAarhus følger sagen og opdaterer jer, så snart der er nyt.

Del artikel

Andre læser også