Kødfri festival: Så meget har tiltag reduceret NorthSides CO2-udledning
NorthSide fortsætter sit arbejde for at skabe en bæredygtig festival i den globale elite, og målet er at blive en grønnere og mere bæredygtig festival hvert eneste år.
Initiativer såsom plantebaseret og økologisk mad, samt brugen af strøm fra elnettet sikrer en samlet reduktion på 30% af festivalens overordnede CO2-udledning sammenlignet med 2019.
Det viser NorthSides årlige bæredygtighedsrapport.
Plantebaseret festivalmad igen i år
Bølgerne gik højt på sociale medier, da NorthSide sidste år annoncerede, at festivalen ville blive plantebaseret og dermed fri for kød.
Men der var altså en mening med det, og tiltaget gav en CO2-reduktion på 32% per person per dag, og madrelaterede udledninger er nu nede på 0,98 kg CO2.
Det er 88,1% mindre end det gennemsnitsdanskeren til daglig udleder via sit madindtag.
NorthSide har derfor valgt at gentage succesen med plantebaserede madboder, hvilket betyder, at hverken kød eller fisk vil være at finde på festivalen igen i år.
Derudover er der sat en maxgrænse på 15% ost, æg eller mayonnaise pr. festivalmåltid.
Madplakaten for NorthSide 2023 er endnu ikke blevet afsløret.
”En del af NorthSides DNA er at sætte barren højt og være inspirationskilde, både når det gælder musik, men også i forhold til bæredygtighed.
Vores mål er altid at overraske, udfordre og skubbe til både vores egne, men også vores gæsters grænser. At servere plantebaseret og økologisk mad er et naturligt og vigtigt skridt på vores bæredygtighedsrejse.
En stor del af driften afhænger af vores strømforbrug, så vores samarbejde med Aarhus Kommune og Salling Fondene er vitalt for vores fremtidige planer om kontinuerlig brug af strøm fra elnettet som energikilde”, siger Martin Thim, Bæredygtighedsansvarlig for NorthSide.
Reducerede CO2-udledning med 30%
NorthSides årlige bæredygtighedsrapport er netop udgivet, og her sættes der tal på resultaterne af den strategiske målsætning om hvert år at formindske festivalens CO2-aftryk så meget som muligt.
I 2022 formåede festivalen at reducere udledningen med hele 30% sammenlignet med 2019, til trods for markant flere gæster på pladsen. Især to initiativer er årsag til den betydelige reduktion i CO2-aftrykket:
“NorthSide får ikke længere sit strømbehov dækket af diesel-drevne generatorer, men af strøm fra det fælles elnet.
Dette betyder, at strømforbruget til elguitarer, forstærkere, madboder etc. nu udleder markant mindre CO2, fordi strømmen ikke længere kommer fra sort diesel, men fra det fælles elnet, hvor den er kompenseret med grønne certifikater”
Reduktionen i udledninger fra energiforbruget er på hele 82%
Sortering og genbrug, mobilitet og certificeret emballage – flere tiltag er i gang
Introduktionen af plantebaseret mad samt brugen af strøm fra elnettet er blot to af mange initiativer, som NorthSide har sat i spil for at fremme festivalens grønne rejse.
Andre tiltag omhandler affaldssortering og genbrug, bæredygtig transport samt miljøvenlige og bæredygtige materialer i produktionssammenhænge, til emballage og promoveringsmateriale.
NorthSide stiller høje krav til alle partnere og leverandører, hvor brugen af lokale, bæredygtige materialer af højeste kvalitet er første prioritet.
“Vi er superstolte af, hvor langt vi allerede er kommet, men vi er slet ikke i mål endnu. Næste naturlige skridt for os er at se på, hvordan vi kan sætte endnu mere ambitiøse målsætninger for os selv og sikre, at der bliver målt på dem hvert år”, siger Martin Thim.
Grøn fremtidssikring
De grønne initiativer, der blev implementeret i 2022, er allerede en del af fremtidsplanerne for de kommende år.
Man har sikret forsyning af energi fra elnettet fremadrettet, og den plantebaserede og økologiske mad er også kommet for at blive.
NorthSide fortsætter med at stille høje krav til festivalens innovative madaktører, og man fortsætter også samarbejdet med Dansk Vegetarisk Forening og Økologisk Landsforening, der tilsammen står bag Plantebaseret Videnscenter.
Her er man meget positive over de opnåede resultater:
”Vores madvaner er en afgørende del af løsningen for en mere bæredygtig fremtid, og det er meget positivt, at NorthSide udnytter sin stærke platform til at give gæsterne en god oplevelse med plantebaseret mad.
Det sender et utroligt vigtigt signal og kan have stor effekt – for har man først fået succesoplevelser med smagfuld plantebaseret mad, er det lettere at vælge næste gang,” siger Katrine Ejlerskov, Centerleder for Plantebaseret Videnscenter