Nu’ det jul igen: Kom i ægte julestemning til Jul i Den Gamle By

Intet juletræ uden stjerne i toppen. Ingen risalamande uden mandel. Og ingen jul i Aarhus uden et besøg i Den Gamle By.
I weekenden kunne vi endelig komme til Jul i Den Gamle By igen og opleve den gode, gamle jul og historien bag alle de juletraditioner, vi elsker så højt.
MigogAarhus tog tilbage i tiden og gik en tur i de brostensbelagte gader, som var fyldt med lysende lanterner, julepynt, juleboder og masser af hjemmelavede julegodter.
Nostalgiske julegodter
Vores første stop i Den Gamle By var ved bagerforretningen i Algade.
Duften af hjemmekogte klejner og honningkagerhjerter fyldte den lille bagerbutik, og bag disken stod bagerfruen klar til at hjælpe.
Hun anbefalede os at prøve de sprøde vaniljekranse, som ikke kun er populære i julen men hele året rundt.
Derudover købte vi også de originale peberkager og et klassisk honningkagehjerte, som vi nød til udsigten af det store juletræ på Torvet.
Generelt er de søde sager jo en stor del af julen, og til Jul i Den Gamle By skal du også smage dig igennem alle godterne rundt omkrig.
De mange boder byder nemlig på alt fra flydende og runde æbleskiver til vaniljekranse, vildsvinepølser, honninghjerter, juleøl og biskop-punch.
Den Gamle Bys Julebutik ligger på Torvet
Vi besøgte også Julebutikken på Torvet, hvor du kan kan købe julepynt i alle afskygninger, men med fokus på den historiske og traditionelle julepynt, der vækker nostalgiske minder om den dejlige jul.
Her finder du glaspynt, som er nøje udvalgt hos små, familieejede virksomheder fra området omkring Lauscha i Tyskland. Pynten er mundblæst i gamle forme og håndmalet i traditionel stil.
Siden 2016 har Den Gamle By også hvert år fået fremstillet en særlig julekugle, og i år er årets julekuglemotiv en hestevogn, som kan ses i Den Gamle Bys gadebillede.
Nisseloftet og Juleskoven
På Torvet i Den Gamle By finder du det store juletræ, en masse boder med julens mange favoritter og Nisseloftet, som bl.a. er et legerum, hvor børn og barnlige sjæle kan få lov til at lege nisser for en dag.
Fra Torvet gik vi en tur igennem juletræsskoven og ned til dyrefolden ved Gæstgivergården, hvor vi besluttede os for at få varmen over en frokost.
Her skulle vi naturligvis smage på Gæstgivergårdens julefrokost bestående af bl.a. glarmestersild, sylte og julemedister.
Efter frokosten tog vi videre på opdagelse på juleruten, der viser, hvordan julen er blevet fejret gennem 400 år. Her blev vi bl.a. klogere på, hvorfor og hvornår vores fælles juletraditioner opstod. Juleruten udleveres gratis i billetsalget.
I kan selv opleve hyggelige Jul i Den Gamle By alle dage fra den 20. november til 2. januar.
Find billetter her.
Bemærk: Den Gamle By beder alle om at købe billet online og dermed reserve et ankomsttidspunkt. Det gælder især, hvis man planlægger et weekendbesøg. På den måde er man sikker på at opleve Jul i Den Gamle By på den ønskede dag og tidspunkt.
Der skal vises gyldigt corona-pas i indgangen.