Fremtiden var uvis: Nu er særlig Aarhus-café blevet reddet

Lokalerne på hjørnet af Jægergårdsgade og Strandvejen har de seneste år budt på både smørrebrød, varme retter og livemusik.
Men siden foråret har fremtiden hos caféen været uvis.
Nu er der heldigvis nyt i sagen. Det melder Café Støj i en pressemeddelelse.
Nøglerne skifter hænder
Fra den 1. oktober 2025 har Majse Korter sammen med kæresten Jakob Bjerg nemlig overtaget Cafe Støj, efter de tidligere ejere Steffan Trie og Claus Quiding, som etablerede Cafe Støj tilbage i marts 2020.
Siden starten i 2020 har Cafe Støj sat sit præg på den danske livemusikscene, og man har netop rundet koncert nummer 650 på den lille intime scene. De nye ejere har valgt at føre konceptet videre, så aarhusianerne fortsat kan få intime koncertoplevelser.
”Vi er glade for at kunne overlevere Støj til Majse og Jakob, som jo har været med os stort set hele vejen. Det betyder, at de ved, hvad der skal til for at køre Cafe Støj videre, og de kan med garanti også forfine stedet med nye gode ideer til gavn for gæsterne.
Derfor er det med en god fornemmelse i maven, at vi nu giver stafetten videre, og vi glæder os til at komme på besøg og høre en masse god musik og nyde Majses mad,” fortæller de tidligere ejere Claus Quiding og Steffan Trie.
Nye åbningstider og ny menu
Majse Korter har stor erfaring i branchen, både som selvstændig og som ansat. Senest har hun været salgs- og konferencechef på Kysthotellet Djursland i Grenaa.
”Jeg glæder mig til at byde alle de skønne og trofaste gæster velkommen her på Støj, og vi starter allerede fra 1. oktober med at udvide åbningstiderne, så gæsterne kan komme fra morgenstunden og benytte Støj som cafe.
Det betyder, at vi for alvor tænder op for blusset i køkkenet, og laver et menukort, som indeholder både morgenmad, frokost og aftensmad,” forklarer Majse Korter.
Hun tilføjer, at musikken stadig vil have en fast plads på Cafe Støj, for eksempel fortsætter samarbejdet med jazzmusiker Kristian Leth, som gennem årene har stået for et utal af jazzkoncerter med store internationale stjerner.
”Der vil være jazz om torsdagen og indimellem frokostjazz om lørdagen. Fredagsbar med vilde priser, med plads til alle de skønne virksomheder på Sydhavnen, og lørdag aften vil der være et skønt tilbud af fede koncerter for alle,” fortæller Majse Korter.