Kæmpe projekt midt i Aarhus: I aften kan du sætte dit præg

Musikhusparken midt i Aarhus er over 40 år gammel, men parken står over for gennemgribende ændringer.
Årsagen er, at ARoS udvider med ‘The Next Level’, der indebærer et underjordisk galleri på over 1000 kvadratmeter og det gigantiske værk ‘The Dome’ af kunstneren James Turrell, som opføres i Musikhusparken.
Præcis hvordan resten af parken skal se ud i fremtiden er ikke besluttet, men kommunen er lydhør overfor forslag, og derfor er der indkaldt til borgermøde i aften kl. 17.00 på Musikhuset.
Den seneste måneds tid har det været muligt at indtale idéer til Musikhusparkens fremtidige udformning i telefonbokse rundt om i parken.
Flere tusind har borgere har nu givet sit besyv med, og nogle af idéerne vil blive vendt og drejet på aftenens borgermøde, hvor det også er mulig at stille nye forslag.
Til mødet vil der være gratis kaffe og kage – for at deltage skal du tilmelde dig her.

Planen er, at Musikhusparken, der i sommer lagde græs til storskærmsarrangementer ved EM i fodbold og i vinter en skøjtebane, også i fremtiden skal kunne bruges til events. Alle andre dage skal den være et udflugtsmål for børn og voksne.
Kulturelt hjertekammer
Forandringen af Musikhusparken er støttet af Realdania med 16 millioner kroner, mens Aarhus Kommune smider 10 millioner kroner i puljen.
Tidligere har Realdania beskrevet, hvordan parken skal være et indbydende, grønt samlingssted, hvor aarhusianerne mødes om kultur og natur, ligesom den skal danne ramme om biodiversitet og livskvalitet.
“I dag er Musikhusparken porten til et af byens kulturelle hjertekamre, men fremover skal det også være et grønt og frodigt frirum, hvor man kan slå sig ned, nyde bynaturen og hygge sig med venner og familie.
Jeg er sikker på, det bliver et meget attraktivt og populært område på lige fod med Rådhusparken – ikke mindst om sommeren.
Med en flot donation på hele 16 mio. kr. fra Realdania opnår vi en rigtig høj kvalitet i projektet, så der er noget at glæde sig til,” lød det fra borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse.
Unik kunstoplevelse
Udvidelsen af ARoS, der som nævnt rækker langt ind i Musikhusparken og kommer til at koste 200 millioner kroner, er udviklet i samarbejde med Schmidt Hammer Lassen Architects.
’The Next Level’-projektet er ifølge kunstmuseet en enestående, permanent kunstinstallation af den verdenskendte, amerikanske kunstner James Turrell, der bliver en europæisk attraktion i særklasse.
‘The Dome’ bliver et bemærkelsesværdigt værk med en diameter på 40 meter og en højde på 15 meter til loftet, hvor der er kig til himlen, som man kender det fra Pantheon i Rom.

Udbygningen vil være forbundet til kunstmuseet under jorden, mens de ‘The Annual ARoS Pavilion’ vil være placeret mellem ARoS og ‘The Dome’ over jorden.
Både ARoS’ ’The Next Level’ og ændringerne af Musikhusparken ventes at står færdig i 2025.
Hvad: Borgermøde om Musikhusparkens fremtid
Hvor: Musikhuset på Skovgaardsgade 2C
Hvornår: Mandag den 25. april kl. 17-19
Hvordan: Tilmeld dig mødet her