Enestående og smukt: Nu fredes flere parker og bygninger i Aarhus
Aarhus Universitet blev i 2006 udpeget til den danske kulturkanon som ”et markant og robust vidnesbyrd om, hvor smukt og humant en større struktur i en bymæssig sammenhæng kan udvikles i mere end 70 år”.
Universitetsområdet blev den gang udvalgt bl.a. på grund af den unikke integration af bygninger og landskab, hvor de gule tegl væver bygningerne sammen med de åbne landskaber med karakterfulde egetræsgrupper.
Nu freder Slots- og Kulturstyrelsen Universitetsparken, Vennelystparken og ni bygningskomplekser på Aarhus Universitets campus.
Dermed følger styrelsen indstillingen fra Det Særlige Bygningssyn. Det skriver Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelese.
Området er et arkitektonisk værk, der har opnået international berømmelse og er blevet karakteristisk for Aarhus.
Med fredningen beskyttes dette enestående og foranderlige værk nu for fremtidige generationer.
Bygninger i høj kvalitet og detaljering
Styrelsen har gennemgået hele området og alle bygninger minutiøst og har udvalgt de bygninger, der bedst repræsenterer eksempler på campusuniversitetets forskellige funktioner og udvikling gennem tiden.
De udvalgte bygninger har ligeledes en høj kvalitet i materialer og detaljering i det ydre såvel som i det indre, og indgår i en sammenhæng med det mesterligt bearbejdede morænelandskab.
”I Aarhus Universitet ser man, hvad en langsigtet, arkitektonisk planlægning betyder for både bygninger, bydel og by.
Det selvstændige landskabsarkitektoniske værk og de bygninger, der nu fredes spænder over en byggeperiode fra 1930’erne til 1960’erne, hvor det grundlæggende koncept for landskab og bygninger er fastholdt gennem tiden,” siger Merete Lind Mikkelsen, enhedschef, Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Fredningens omfang:
Universitetsparken og Vennelystparken fredes som et selvstændigt landskabsarkitektonisk værk sammen med følgende ni bygningskomplekser, der fredes helt eller delvist:
• Den Første Institutbygning
• Naturhistorisk Museum
• Kollegium 4
• Hovedbygningen
• Kollegium 7 med eforbolig
• Tandlægeskolen
• Bogtårnet
• Stakladen
• Institut for Matematik
Udvikling er fortsat muligt
En fredning er ikke en musealisering af det fredede, og man kan ændre og udvikle, så længe det sker med udgangspunkt i anlæggets særlige kvaliteter.
Fredede ejendomme er ofte i intens brug og har behov for at udvikle sig og følge med tiden – det gælder f.eks. Den Hvide Kødby, Københavns Hovedbanegård og Bispebjerg Hospital.
”Aarhus Universitet skal selvfølgelig kunne udvikle sig som et moderne forsknings- og studiemiljø, selvom der er tale om et helt særligt, arkitektonisk og kulturhistorisk værk.
Udvikling inden for fredningsrammer kendes også fra udlandet, hvor universiteterne i Oxford og i Cambridge har mange fredede bygninger og stadig er blandt verdens bedste universiteter.
Fredningen af universitetsområdet rummer også brugen af parkerne, som f.eks. de studerendes legendariske kapsejlads i universitetssøen, der selvfølgelig kan fortsætte som hidtil,” siger Merete Lind Mikkelsen, enhedschef, Slots- og Kulturstyrelsen.
Universitetet er oprindeligt indstillet til fredning af Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. Foreningens indstilling var mere omfattende, nemlig både parkerne og samtlige bygninger heri.
Slots- og Kulturstyrelsen afholdt den 28. november 2022 et borgermøde på universitetet, ligesom der har været en omfattende dialog med Aarhus Universitet og ejere af bygninger og parker: Bygningsstyrelsen, Forskningsfondens Ejendomsselskab, Naturhistorisk Museum, Aarhus Kommune og Det Kgl. Bibliotek.
Se afgørelse, indsendte høringssvar, Slots- og Kulturstyrelsens bemærkninger m.m. her