Overraskede på Smukfest: Nu kan du opleve Jesper Buch i Aarhus
Der er lagt op til en aften med store melodier, tunge builds og elektronisk energi, når Jesper Buch gæster LouLou i Aarhus lørdag den 12. september.
De fleste kender ham nok bedst som iværksætter, investor og tidligere profil i Løvens Hule.
Men de seneste år har Jesper Buch også vist en anden side af sig selv: Som DJ der har kastet sig over elektronisk musik med både passion og fuld volumen.
Og hvis man skal tro stemningen fra Smukfest i år, kan aarhusianerne godt begynde at glæde sig.
Der var smæk på til Smukfest
Tidligere på sommeren spillede Jesper Buch på Sigtbar til Smukfest, hvor interessen for at opleve ham bag DJ-pulten var så stor, at indgangene til baren måtte lukkes.
Ved festivalens søbred samlede han et massivt publikum, der både dansede, filmede og hurtigt opdagede, at det var den 50-årige iværksætter, der styrede musikken.
Nu rykker han altså videre til Aarhus, hvor han spiller på LouLou. Og ifølge Jesper Buch selv bliver aftenen noget særligt.
“Lørdag 12. september spiller jeg på LOU LOU, og jeg glæder mig helt ustyrligt til at tage jer med på et par timers rejse i mit elektroniske univers,” skriver han på sine sociale medier.
Han kalder samtidig koncerten for “højst sandsynligt mit sidste DJ-gig i en periode”.
Skruer ned for gigs
Årsagen er, at Jesper Buch lige nu bruger det meste af sin tid på et nyt musikprojekt sammen med to andre.
“Vi er tre gutter, der lige nu arbejder fuld tid på vores musikprojekt. Vi producerer stort set hver eneste dag og har gjort det i en del måneder. Vi glæder os til 2027 og forhåbentligt mange releases,” skriver han.
Derfor kommer han fremover til at skrue ned for DJ-jobs og bruge mere tid i studiet.
Hans musikalske univers beskriver han selv som et sted mellem melodic house, progressive og melodic techno. Altså elektronisk musik med store melodier, lange opbygninger og de øjeblikke, hvor hele dansegulvet løfter sig på én gang.
“Jeg håber virkelig, vi kan samle et voksent crowd, der elsker elektronisk musik og har lyst til at tage med på hele rejsen,” skriver Jesper Buch.
Jesper Buch spiller på LouLou i Aarhus lørdag den 12. september. Dørene åbner klokken 21.00, og han går på klokken 23.00.