Kendt fra Bagedysten: “Kom og smag mine legendariske fastelavnsboller”

Du lærte ham første gang at kende, da han deltog i Den Store Bagedyst.
Siden da har Jon Daniel Edlund dog kreeret flere pizzaer end kager i sit pizzakøkken på Sydhavnsgade i Aarhus.
Her inviterer han til pizzakurser og sælger alverdens pizzaudstyr, som du, ifølge ham, skal bruge for at lave den perfekte pizza.
Jon Daniel Edlund har dog stadig en kærlighed til det søde bagværk.
Og nu har han meldt sig ind i fastelavnsbollekampen med, hvad han selv kalder for, sine legendariske hjemmelavede fastelavnsboller.
Onsdag den 11. februar kl. 13 kan du nemlig kigge forbi Pizza HQ på Sydhavnsgade 7 og købe en eller mange af fastelavnsbollerne, der er hjemmelavet af selveste Jon og hans team.

Bager 500-600 styk
I år tager han nemlig sagen i egen hånd.
“Denne gang laver vi dem selv fra bunden! Ikke med dårlig hjælp udefra, ligesom for 2 år siden,” skriver han.
Her henviser han til sidste gang, han lavede en fastelavnsbolle-pop up, hvor det ikke gik heeelt, som han havde håbet på:
“Jeg har haft en kæmpe klump i maven over at I skulle smage “min” fastelavnsbolle, som desværre IKKE blev som jeg ønskede det. Kæft hvor var den tør! Og manglede CREME!
Jeg havde fået et hold af bagere til at bage min opskrift – og lesson learned: det hele er måske gået lidt for hurtigt, grundet min ivrighed i at jeg havde håbet den blev PERFEKT og at I skulle smage verdens bedste fastelavnsbolle, så blev den desværre ikke som dem jeg selv bager,” skrev han dengang på Instagram.
Nu har han meldt sig på banen igen. Denne gang kommer han til at bage 5-600 fastelavnsboller, som han sælger for 40 kroner, indtil der er udsolgt.