Afløser er fundet: Nu lukker succesfuldt surdejsbageri

I 2023 skiftede surdejsbageriet GÆRDA hænder.
Det havde tidligere været drevet af Charlotte Andersen, som stiftede og opkaldte bageriet efter sin farmor Gerda.
Men da det populære surdejsbageri i Højbjerg blev sat til salg, gik der ikke længe før Charlotte Holm i stedet overtog tøjlerne.
Siden da er der blevet formet utallige surdejsbrød og snurrer, mens grinene og snakkene i bageriet også altid har fået lov at fylde meget med hende bag roret.
Men nu har hun desværre taget en stor beslutning og valgt at sidste åbningsdag bliver lørdag den 14. juni. I hvert fald for hendes vedkommende. Der er nemlig allerede fundet en afløser til at overtage lokalerne.
Det skriver Charlotte Holm på Facebook.
Derfor lukker hun GÆRDA
Efter snart to år med surdej i bageriet i Højbjerg, så hun nemlig ikke længere nogen anden udvej:
“Absolut ikke en nem beslutning, og så alligevel – mine hænder kan ganske enkelt ikke længere holde til at bage, som jeg gerne vil. Efter 4 dage i bageriet hver uge, kæmper jeg med store smerter,” skriver Charlotte Holm.
Indtil sidste åbningsdag vil der fortsat være masser af friskbagt surdejsbrød og sødt bagværk at komme efter.

Afløser er klar
Charlotte Holm sender samtidig en stor tak til alle, der har besøgt bageriet.
“Det har været en sand fornøjelse, og jeg er meget taknemmelig! TAK for jeres støtte, de gode snakke og smil undervejs!” skriver hun på Facebook.
Hun skriver også, at den rigtige afløser er fundet, og der kommer mere information om det meget snart…
Om det bliver GÆRDA, som man kender det, eller et helt nyt koncept, vides derfor endnu ikke.
Sidste åbningsdag bliver altså den 14. juni, hvor det vil glæde Charlotte, hvis man kigger forbi en sidste gang.