Vær opmærksom: Nu totalspærres vej midt i Aarhus
Mandag morgen blev der lukket for trafik på Sønder Allé, og totalspærringen fortsætter ugen ud.
Det sker i forbindelse med, at containere og øvrigt materiel i løbet af denne uge fjernes fra Strøget.
Læs også: Kommunen melder ud: Containere forsvinder snart fra Strøget Det er meldingen fra Aarhus Kommune:
“Sønder Allé vil vil være totalspærret fra kl. 05.00 mandag den 16. februar til søndag den 22. februar kl. 20.00.
Vi forventer, at busser og biler kan køre i gaden som normalt i løbet af uge 9.”

Siden april har de stablede containere fyldt det meste af Reginakrydset og afskåret biltrafikken fra Sønder Allé.
Busser har ikke kunnet køre ad den normale rute, og bilister har skullet køre via Banegårdspladsen, mens fodgængere i Ryesgade kun har haft en smal passage gennem krydset.
Men nu ændrer det sig altsammen.
Vender tilbage til normal
Bygherren på Søndre Palæ har oplyst til kommunen, at containerne nu bliver fjernet, og at alt materiel forventes at være væk i løbet af uge 8.
”Det er nu endelig lykkedes at få fjernet containerne, så vi kan få trafikken tilbage til normal.
Nu får busserne fri passage på Sønder Allé igen, og bilisterne slipper for omkørslen over Banegårdspladsen.
Samtidig er jeg glad for, at vi er kommet igennem forløbet uden, at nogen er kommet til skade,” lød det for nylig fra rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang.
Læs også: Beboere mister 55 parkeringspladser: Her vil kommunen etablere 100 nye Normal trafik ad Sønder Allé forventes genoptaget i uge 9, men hvis arbejdet afsluttes før tid, genåbnes vejen tilsvarende tidligere.
Fodgængere kan passere som hidtil i hele perioden.