Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

I legendariske lokaler: Ny café er åbnet i Latinerkvarteret

Af Freja Dumont

Tirsdag d. 14. marts blev porten åbnet til Aarhus’ nye cafe i Latinerkvarteret. GårdCafeen byder gæsterne indenfor i baggården Studsgade 6, hvor Land Cafe tidligere havde til huse.

Efter en kort nedlunkning med renovering af lokalerne er der igen gode lokale råvarer fra primært østjyske producenter på tallerkenerne til de aarhusianske cafegæster. 

Bag GårdCafeen står de tre venner Rasmus Bahnsen, Steffan Trie og Claus Quiding, de to sidstnævnte driver også Cafe Støj i Jægergårdsgade.

Trioen har en stor fælles erfaring, der rummer mange år i det aarhusianske caféliv, og til sammen har de nu skabt GårdCafeen.

”Vi har forsøgt at skabe et sted, hvor vi gerne vil invitere vores egne venner med. Et sted der er en smule hengemt her midt i Aarhus’ fantastiske latinerkvarter.

De bedste oplevelser får man jo oftest, når man træder et skridt til siden og forlader hovedstrøget, og i stedet drejer op ad de små gader og ind bag facaderne og ind i baggårdene.

Det er her, det rigtige liv udspiller sig, og hvor vi vil servere det upolerede måltid mad, i et stemningsfuldt cafemiljø både ude i baggården og inde i cafeen,” fortæller Rasmus Bahnsen, medejer og daglig leder af GårdCafeen.  

Han tilføjer, at lokalerne er perfekte til firmafester, julefrokoster, runde fødselsdage eller andre events, hvor op til 150 mennesker skal fejre en begivenhed sammen. 

I legendariske lokaler: Ny café er åbnet i Latinerkvarteret

Åbent hver dag og aften 

Den nye cafe vil holde åbent fra tidlig morgen til sen aften, det vil sige, at menukortet rummer både morgenmad, brunch, frokost med bl.a. smørrebrød, kage til eftermiddagskaffen og aften serveringer med varme retter, tapasbræt og bistromad.

I weekenderne er målet at blive det sted i Aarhus, hvor man slutter en god aften i byen med drinks, cocktails, special øl, vin og god musik.

”Siden Jacobs Bar Bq lukkede i 2016 har der i den grad manglet et sted, hvor man kunne tage hen efter en koncert eller en god middag.

Derfor vil vi skabe nogle rammer her i baggården, som får folk til at slingre forbi, høre noget god musik, snakke med vennerne og mødes med folk, der måske er lige så unge i sindet som en selv,” siger Claus Quiding. 

Den tredje ejer af GårdCafeen er Steffan Trie, som er et velkendt navn i den aarhusianske cafeverden, da han tidligere har været medejer af Cafe Ziggy/Sidewalk samt ejet London Bar, og i dag også medejer af Cafe Støj. 

”Jeg er selv kommet meget på Land Cafe, som lå her før, og var utrolig begejstret for stedet. Det var et af de eneste steder, hvor man kunne have sine børn med, uden at det virkede belastende.

Jeg var vild med konceptet omkring maden med fokus på lokale råvarer og sunde retter, så en del af det har vi taget med videre på GårdCafeen,” påpeger Steffan Trie. 

En række af medarbejderne fra Land Cafe er fortsat på GårdCafeen, og derudover er Majse Korter ansat som køkkenchef til at varetage udviklingen og ansvaret for køkkenet.

Hun har sammensat en menu, som tager udgangspunkt i klassiske caferetter piftet op med sunde alternativer og råvarer fra lokale producenter. Der vil hver dag blive bagt brød, og langt det meste på menuen vil blive lavet fra bunden. 

Otte Studiepladser på GårdCafeen

Det er vigtigt for de tre ejere, at der skabes plads til alle på den nye cafe, og derfor har de bl.a. indrettet et område til børn, mødre grupper og familier, og så er der reserveret et bord med otte pladser til studerende.

”Der har været en del debat om, hvorvidt studerende fylder for meget på cafeerne i Aarhus. Vi mener, at Aarhus netop er en fantastisk by, fordi de mange studerende skaber liv i byen, så derfor har vi lavet et tilbud, så studerende kan sidde hos os og arbejde lige så længe de vil,” forklarer Steffan Trie. 

De studerende som får plads ved en af GårdCafeens otte Studiepladser kan købe en morgenbolle og få fri filter-kaffe hele dagen for 50 kr. 

GårdCafeen havde første åbningsdag tirsdag d. 13. marts. 

Del artikel

Andre læser også