Stor donation: Ny discgolfbane med 18 huller på vej til Aarhus

Er du glad for at konkurrere i det fri? Så kommer her en god nyhed til dig.
Inden længe vil der blive opført en ny discgolfbane med 18 huller et sted i Aarhus. Det skriver discgolfklubben Opdrift i en pressemeddelelse ifølge Lokalavisen Aarhus.
Salling Fondene har besluttet at give 250.000 kroner til den nye bane, efter varehuschef for Bilka Tilst, Søren Hostrup, har indstillet projektet til en donation.
Med den nye bane håber man i Opdrift, at det fremover bliver nemmere at stille aarhusianernes store appetit på at spille discgolf.
“Det gør mig utrolig glad, at Salling Fondene kan hjælpe os med at etablere en ny discgolfbane i byen. Discgolf stiger eksplosivt i popularitet, og banekapaciteten er slet ikke fulgt med antallet af spillere,” lyder det fra formand i discgolfklubben, Steffen Sinning.
Discgolf går ud på at kaste en frisbee-lignende disc på en bane for til sidst at forsøge at ramme en kurv, der svarer til hullet på en traditionel golfbane.

Det er stadig ikke besluttet, hvor den nye discgolfbane, der anlægges i samarbejde med Aarhus Kommune, bliver placeret, men den kommer til at være gratis at bruge og tilgængelig for alle.
I mellemtiden kan du øve dig på Vestereng i Aarhus Nord eller i Tilst Bypark, hvor der er discgolfbaner med henholdsvis 9 og 18 huller.