Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Taget med storm: Ny foodtruck serverer håndlavet is og iskaffe

Af Ane Johanne Damgaard
Foto: Pluk Selv Aarhus
Foto: Pluk Selv Aarhus

Pluk-selv-sæsonen har i år været lidt en trist omgang. Afgrøderne har kæmpet for deres overlevelse gennem tørken, og selvom de har klaret den, har især jordbærene ikke været nær så gode, som de plejer.

Men det betyder ikke, at der har været stille hos Pluk Selv Aarhus… tværtimod!

Sidste weekend havde Pluk Selv Aarhus nemlig debut med deres nye foodtruck.

Modtagelsen fra de besøgende gik over alle forventninger, og foodtrucken endte med at melde udsolgt på flere produkter.

Det skriver Pluk Selv Aarhus i en pressemeddelelse.

Iskaffe med hasselnød

Stjernen i showet er deres lækre iskaffe, der er nøje sammensat med dobbelt espressoshot lavet på etiopiske bønner, økologisk sødmælk fra Thise Mejeri og en smule hasselnød sirup.

Derudover langer de americanos over disken. Og så kan de tilbyde sodavand fra det anerkendte Hancock Bryggeri.

“Sidst, men ikke mindst, tilbød vi, hvad vi mener er verdens bedste håndlavede is,” fortæller Mads Sand, medejer af Pluk Selv Aarhus.

De er blandt de få heldige, der har fået tilladelse til at sælge is fra Frossenpind. De har smagsvarianter såsom Jordbær Jytte, der giver en autentisk smag af jordbær og fløde.

Peanut Poul byder på to lag chokolade med nødder og en fyldig karamelis indeni. Af flere varianter kan nævnes kiwi-is, lime-is, mocca-is og lakrids-is.

Efterspørgslen var så stor, at Pluk Selv Aarhus må ud og købe flere is, inden den kommende weekend for at kunne følge med.

Taget med storm: Ny foodtruck serverer håndlavet is og iskaffe
Foto: Pluk Selv Aarhus

Frossenpind er håndlavet specialis, lavet af økologisk fløde og kvalitetsråvarer i et mindre køkken i Højbjerg. Manden bag Frossenpind er den tidligere Michelin-kok og tidligere køkkenchef for Mielcke & Hurtigkarl, Hussein Mustapha.

Kreationerme blev hurtigt en favorit blandt de besøgende. De kan nydes på marken eller ved de nye bord-/bænkesæt under parasollerne.

Meget mere pluk selv på vej

Pluk Selv Aarhus er en lokal pluk selv mark i Aarhus N, og de er stolte af at tilbyde en unik tilgang og fravælge “standard” produkter til fordel for en anderledes kvalitets oplevelse.

I den kommende weekend åbner de atter op for deres foodtruck og pluk selv mark, hvor de har indkøbt et væld af økologiske ærter fra en kollega.

Besøgende får mulighed for selv at fylde en pose med ærter. “

Man kan også glæde sig til vores store udvalg af økologiske grav-selv kartofler, som er en sjov aktivitet for hele familien,” fortæller Mads Sand.

Til oktober vil Pluk Selv Aarhus igen slå dørene op, hvor deres foodtruck vil være på plads ude i marken. Sidste år tiltrak de over 20.000 besøgende, der kom for at finde det perfekte halloween-græskar.

Udover det skabte de en majslabyrint og andre legeområder, som børnene kunne udforske.

Og så vil det selvfølgelig være muligt at nyde en velsmagende kop kaffe, chai-latte eller kakao.

Del artikel

Andre læser også