Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ny forening går sammen om byudvikling ved Århus Havn

Af anders@sommersangdigital.dk

Det er ukendt for de fleste aarhusianere, hvad der foregår i området på havnedelen af Jægergårdsgade. Nu er området under udvikling og lejerne i området er bekymrede for fremtiden. Foreningen Sydhavnen vil nu rette offentlighedens, politikeres og byplanlæggeres opmærksomhed mod det enorme udbud af  iværksættere,  erhvervsdrivende, kunstnere og udsatte som har eksisteret i fredelig og kreativ sameksistens i mere end 30 år.  

 

Der er en enestående mulighed for at skabe et helt unikt område, hvor man helt fra starten i udviklingen går i konstruktiv dialog med de mange brugere – et sted som vil skabe lokal, national og international bevågenhed ved at man i Aarhus tør skabe ægte mangfoldighed, ikke bare i ord, men i handling, udtaler foreningens talskvinde og initiativtager, Signe Lund Juhler.

 

Unikt område

Sydhavnen, der strækker sig fra Filmbyen over Gasværksgrunden og Kulbroen til Slagteriområdet for enden af Jægergårdsgade er samlingspunkt for mange forskellige brancher og aktiviteter fra det spirende vækstlag til små og mellemstore erhvervsdrivende, og har været det igennem de sidste 30 år. Nu er det tid til, at området for alvor skal synliggøres så det kan få endnu større betydning for Aarhus by.

Et gammelt pakhus på Sydhavnen i Aarhus_

Historien om gamle industriområder, der laves til kreative og forretningshubs er set og fortalt før – Kødbyen i København, Kvægtorvet i Odense, Nordkraft i Aalborg, det gamle slagteri i Hamburgs Karolinenviertel, Tate Moderne i London – listen er uendelig. Dér hvor Aarhus kan gøre sig bemærket er ved at være samskabende med de eksisterende lejere i området og fastholde deres eksistens som vækstlag, små og mellemstore virksomheder, væresteder og kunstneratelierer.

 

60 virksomheder i mangfoldigt miljø

Området er særligt unikt, fordi de gamle bygninger huser et mangfoldigt miljø. Der er få der ved hvor meget der produceres bag de anonyme mure – og at flere eksporterer internationalt. Der er omkring 60 registrerede virksomheder i området, side om side med de mange kunstnere der har atelier og øvelokaler hernede. Der opstår konstant nye samarbejder og synergier på tværs i området, fordi der er en kritisk masse med ekstremt mange kompetencer og fagligheder samlet på et sted, udtaler Signe Lund Juhler.

Foreningen Sydhavnen i Aarhus

Stifterne: Martin Gaden, Guru Agency – Mads Wahlberg, Wahlberg Light & Motion Design – Gudrun Steen Andersen, professionel billedhugger – Anders Boll, Lydhavnen – Signe Lund Juhler, Frontløberne – Ida Kiil, Rummed /The Space – Nicolai Absalon – Rummed / The Space
Foto: Lisbeth Bødker

 

Fælles vision

Vores fælles vision er at bevare den ånd og det miljø, som findes omkring Gasværket, Slagteriet og Kulbroen, sammen med de nye byarealer der skal udvikles på sydhavnen. Det vil skabe en mere dynamisk by for alle, hvis vi kan bibeholde den mangfoldighed og aktivitet vi oplever i dag. Området er spændende at opleve fordi det har en historie og rummer så stor forskellighed. Vi tiltrækker kunder og besøgende fra hele verden, som altid viser stor interesse for stedet. Nu glæder vi os til at komme i dialog med byplanlæggerne, fortæller Signe Lund Juhler.

 

Foreningen Sydhavnen blev stiftet den 3. September og holder sin første generalforsamling inden for den nærmeste fremtid, hvor der forventes et stort fremmøde af områdets lejere og interessenter.

Gasværket, Kulbroen og Slagteriet kan i øvrigt opleves i forbindelse med SHOW OFF den 25. september.

 

Fakta

Bygningerne ved gasværket og den gamle slagterihavn bliver i øjeblikket brugt af blandt andet små start-ups og vækstlagsvirksomheder, producenter inden for alle kreative brancher, værksteder, øvelokaler, atelierer, showrooms, gallerier, foreninger og NGO’er samt andre små og store virksomheder. Bygningerne ejes af kommunen, som har udlejet lokalerne de sidste 30 år uden bestemte definitioner eller retningslinier for udviklingen af området, hvilket har været med til, at området har udviklet sig til det forskelligartede miljø, det er i dag.

 

Del artikel

Andre læser også