Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aflever dit affald og gør gratis fund: Ny genbrugsstation åbner i Aarhus

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Kredsløb
Foto: Kredsløb

Beboerne i midtbyen får snart nye muligheder for at genbruge og genanvende.

Allerede på onsdag den 20. september åbner Aarhus’ nye Nærgenbrugsstation, der har flere funktioner.

Her kan du fx aflevere pap, elektronik, flamingo og farligt affald til genanvendelse, og du kan stille de ting, du ikke selv bruger længere, men som andre kan få glæde af.

Åbningen finder sted onsdag fra kl. 15.00 til 17.00 på Dirch Passers Gade, hvor Kredsløb, der står bag stationen, byder indenfor og giver en kold sodavand.

På nærgenbrugsstationen kan du aflevere:

  • Pap
  • Tekstilaffald
  • Glas og spejle
  • Hård plast
  • Blød plast
  • Træ
  • Jern og metal
  • Elektronik
  • Flamingo
  • Deponi
  • Farligt affald (f.eks. malingrester, rengøringsmidler, batterier mv.)

Du kan IKKE aflevere:

  • Hårde hvidevarer
  • Madaffald og fødevarer
  • Elektronik, som indeholder personfølsomme data
  • Byggeaffald
  • Sanitetsudstyr
  • Haveaffald
  • Restaffald

Gratis genbrugsfund

Foruden at aflevere affald kan du også gøre genbrugsfund i byens nye Nærgenbrugsstation.

Du kan nemlig gå på jagt efter genbrugsting som fx tøj og møbler, andre aarhusianere har valgt at give videre, og tage dem med hjem kvit og frit.

Og modsat kan du altså også selv bidrage med ting, du ikke bruger. Som udgangspunkt kan du aflevere alle de mindre ting, der er plads til på stationens hylder.

Det er dog ikke tilladt at stille genbrugsting andre steder end i det område, der er indrettet til at give og tage genbrug. Derfor er det ikke muligt at aflevere større genbrugsgenstande som madrasser, borde og stole mv.

Vil tredoble genbrug

Nærgenbrugsstationen er skabt for at gøre det nemmere for beboere i midtbyen at genbruge og genanvende.

Aflever dit affald og gør gratis fund: Ny genbrugsstation åbner i Aarhus
Den nye Nærgenbrugsstation. Foto: Kredsløb

Mange, der bor midt i byen, har ikke bil, og det kan derfor være svært at komme af med det affald, der ikke kan afleveres i de nedgravede beholdere eller hentes som storskrald.

Som led i det EU-finansierede projekt Circular Economy Beyond Waste har Kredsløb derfor fået mulighed for at etablere nærgenbrugsstationen som et 2-årigt pilotprojekt i den nye bydel ved Godsbanen.

Hvad: Åbning af ny genbrugsstation
Hvor: Dirch Passers Gade 5
Hvornår: 20. september kl. 15-17

Formålet er at teste og afprøve nye teknologier og tiltag, der kan gøre det nemmere at genanvende og bidrage til at opnå Kredsløbs mål om at tredoble genbrugsmængden i Aarhus.

Har du spørgsmål eller forslag til Nærgenbrugsstationen, kan du give dem til kende her

Efter første åbningsdag på onsdag vil den nye Nærgenbrugsstation være åben alle dage fra kl. 7.00 til 19.00.

For at få adgang til stationen skal du bruge MitID – følg guiden, når du står foran døren.

Del artikel

Andre læser også