Gratis matcha til de første: Nu åbner ny kaffebar i Aarhus

En ny kaffebar åbner snart i Studsgade.
Navnet bliver studs. (med punktum), opkaldt efter lokationen på en af byens skønneste gader.
Den bliver, som navnet, ikke så traditionel som mange andre kaffebarer. Byens nye kaffebar vil nemlig slå sig på at lave noget af det bedste matcha, som bliver importeret direkte fra Japan og er af højeste kvalitet.
studs. åbner den 7. september kl. 10, og her er der altså god grund til at kigge forbi.
Der vil nemlig være en gratis valgfri matcha til de 50 første, der besøger kaffebaren.
Læs også: Vil være førende på matcha i Aarhus: Serieiværksætter åbner ny kaffebar i byen Den rolige pause
Bag studs. finder man en af Aarhus’ mest kendte serieiværksættere, Younes Deaibes.
Han er serieinvestor med vækstvirksomheden Meliora Ventures, og om lidt åbner han en kaffebar sammen med gode venner.
“Vores kaffebar bliver lidt den rolige pause, som man godt kan have brug for i en hektisk hverdag.
Hvor man lige kommer forbi og trækker vejret, mens man nyder en god kop kaffe eller matcha te – og noget godt bagværk.
Eller får noget med på vejen for lige at cleare hovedet.
Jeg elsker at holde kaffemøder og netværke på en god kaffebar, og det tror jeg, at studs. kommer til at vinde på,” fortalte Younes Deaibes til MigogAarhus.
Udover matcha af højeste kvalitet direkte importeret fra Japan vil kaffebaren også servere specialudviklet kaffe og te med funktionelle ingredienser som lionsmane-svampe og collagen – samt let bagværk.
Younes og vennerne har det sidste stykke tid gået og arbejdet på at gøre stedet klar til åbning.
Og nu er de klar.
Søndag den 7. september åbner de studs. kl. 10 med gratis matcha. Den perfekte afslutning på årets festuge.