Ny melding: Op til 25 grader i vente
Vejret har været helt og aldeles rædderligt i denne uge.
Efter en voldsomt blæsende begyndelse var vi i går helt nede på 12 grader i dagtimerne, men nu ser det heldigvis ud til at vende.
Der er nemlig rigtig høje temperaturer i sigte.
Onsdag meldte DMI ud, at sommervejret er på vej tilbage, og nu følger TV 2 Vejret trop med en ekstremt opløftende melding.
Både fredag og lørdag er der mulighed for, at vi får den første meteorologiske sommerdag i fire uger.
I nat løjer vinden nemlig af, og det giver et skifte i vejret, så det igen begynder at smage mere af sommer end efterår.
“Lokalt kan vi nå 25 grader, og gør vi det, vil det være første gang siden 16. juli, at vi får en meteorologisk sommerdag,” skriver TV 2 Vejret
Lovende ord fra DMI
Også DMI forventer sommerlige temperaturer de næste dage. Her tror man dog mest på, at vi først når de 25 grader på lørdag.
“Temperaturen tager endnu et nøk opad i morgen, fredag, hvor den lander mellem 18 og 23 grader, og lørdag er det ikke umuligt, at vi kan få endnu en meteorologisk sommerdag i hus.
Så ja, sandaler og sommergarderoben ser ud til få mulighed for igen at kunne blive luftet lidt,” lyder det fra meteorolog Anja Bodholdt.
Det er dog værd at holde øje med lørdagens vejr løbende, for der kan komme byger i løbet af dagen.
Men bryder solen først igennem skydækket, er der altså gode muligheder for, at vi får en vaskeægte sommerdag.