Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

​Arla Unika åbner specialbutik i Aarhus

Af anders@sommersangdigital.dk

Først opkøbte Arla stort set alle mejerier i Danmark. Derefter centraliserede de produktionen i kæmpemejerier. De små mejeriers forskellighed, unikke oste og håndværk forsvandt i kampen på effektivisering. Nu er Arla igen begyndt af lave oste med (mere)karakter. Dem vil de have ud til folket. God idé. Uanset forhistorien, så er flere oste altid velkommen i Aarhus.

 

Unikke og prisvindende oste, mejeriprodukter og udvalgte varer fra dansk gastronomi. Der er nok at glæde sig til for feinschmeckere og forbrugere med smag for gode råvarer, når Arla Unikas nye butik, Arla Unika & Ko, til oktober slår dørene op i hjertet af Aarhus.

 

Åbningen af en 100 m2 stor specialbutik i Aarhus’ charmerende latinerkvarter er godt nyt for kvalitetsbevidste forbrugere, der gerne vil have en butiksoplevelse lidt ud over det sædvanlige. Bag butikken står Arla Unika, som er kendt i gastronomiske kredse for at producere nogle af Danmarks bedste oste og mejeriprodukter. Nytænkning, frihed til at eksperimentere og høj kvalitet kendetegner de håndlavede produkter, som i en årrække har været et hit på mange af landets absolutte toprestauranter.

 

Arla Unika har i en årrække haft butik i ’Torvehallerne’ i det indre København. Men nu er tiden inde til en specialbutik i Arlas hjemby, Aarhus. ”Vi har længe drømt om at åbne en butik i Aarhus, og nu har vi formået af kombinere det rigtige koncept med den bedste beliggenhed. Vi glæder os til at byde kunderne inden for til hvad, vi håber, vil rykke ved folks opfattelse af, hvad en butik er og skal kunne – og ikke mindst til at præsentere århusianerne for en række udvalgte produkter, som, vi mener, er i særklasse inden for deres felt”, siger Dorte Ruby, der er chef for Arla Unika.

 

Meget mere end en butik

Arla Unika & Ko vil være en anderledes butik, der byder på oplevelser ud over det sædvanlige. Butikken vil arrangere events, hvor man fx kan møde nogle af landets fremmeste gastronomiske entreprenører og blive klogere på, hvordan Arla Unikas produkter indgår i forskellige sammenhænge. Der vil også blive arrangeret workshops for gastronomisk interesserede med temaer om alt fra hjemmeproduktion til food pairing, så kunderne får mulighed for mere end blot at fylde kurven med de bedste danske produkter.

 

Arla Unika & Ko får til huse ved siden af Emmerys i Klostergade, og der arbejdes i øjeblikket hårdt på at indrette den nye butik, så dørene kan slås op for både kunder og partnere i oktober.

 

 

Del artikel

Andre læser også