Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Jægergårdsgade: Ny retrobutik åbner i weekenden

Af anders@sommersangdigital.dk

I weekenden sker der noget nyt på Frederiksbjerg! Alle genbrugsnørder og interiørfreaks i Smilets by er inviteret til åbningsreception med musik, pindemadder og lidt godt til ganen, når de mange specialforretninger på Jægergårdsgade får sig en ny nabo.

 

Lørdag 9. september kl. 10.00 åbnes dørene til Aarhus nyeste skud på retro-stammen. På hjørnet af Jægergårdsgade og Frederiksallé er der dømt ægte nostalgi og retrostemning når Fleabies slår dørene op. Fleabies er en retro- og interiørbutik, hvor varerne bliver præsenteret i moderne og indbydende omgivelser. Termen Fleabies har de to ejere selv fundet på. En Fleabie er en person, der er vild med retro og genbrug og som ikke går af vejen for et godt fund på et loppemarked.

 

Henriette Valdgaard Rasmussen, medejer af Fleabies fortæller: ”Vi køber og sælger ting vi selv ynes der er fede og unikke –, og derfor er der også nogle enkelte nye ting i vores sortiment, blandt andet tøj og kunst. Vi ønsker nemlig, at starte forskellige samarbejder med andre iværksættere, kunsthåndværkere og folk der upcycler”.

Fleabies

Henriette Valdgaard Rasmussen glæder sig til at åbne butik i Aarhus og fortæller, ”Jægergårdsgade bugner i forvejen af specialforretninger – og vi glæder os helt vildt til at blive en del af butiksmiljøet på en af Aarhus’ hyggeligste gader. Vi har længe gået med tanken om at starte vores eget firma – og da muligheden bød sig for en så central placering, kunne vi simpelthen ikke modstå fristelsen til at dele vores kærlighed til retro og interiør med resten af Smilets By”.

 

Alternativ interiørforretning

Sommeren over har Fleabies haft til huse hos gårdbutikken ”Fru Møllers Mølleri”, udenfor Odder. Den anden ejer af Fleabies, Lise Marie Hedemann Møller, fortæller om sceneskiftet: ”Det har været så hyggeligt at have pop-up butik ude på landet, men vi føler, at vores koncept passer bedre inde i byen, hvor retrobølgen har mere fat! Vi håber, at der er mange aarhusianere, der kan se idéen i at tænke på brugtvarer i stedet for bare at købe nyt”.

 

Prismæssigt kan de fleste være med, men der er ikke tale om hverken en antikvitetsforretning eller en decideret genbrugsbutik. Fleabies er nærmere et alternativ til andre interiørbutikker i Aarhus – et sted hvor du finder inspiration til din indretning – og hvor du både kan købe et spisebord i teak til 1500 eller finde en flot vase til 100 kroner.

 

Del artikel

Andre læser også