Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyt supermarked i Aarhus: Kendt kæde rykker ind i lukket Aldi

Af Jonathan Sten Drivsholm
Peter Stausholm og David Jørgensen står i spidsen for byens nye SPAR. PR-foto
Peter Stausholm og David Jørgensen står i spidsen for byens nye SPAR. PR-foto

Der bliver arbejdet på højtryk bag facaden, så det varer ikke længe, før byens nye dagligvarebutik er klar til at slå dørene op.

Faktisk kan du allerede i næste uge kigge forbi til den store åbningsfest.

Torsdag den 2. maj åbner SPAR sin anden butik i Risskov-området. Det skriver supermarkedskæden i en pressemeddelelse.

Butikken på Kamma Klitgårds Gade er en af de otte butikker, Dagrofa-koncernen overtog i forbindelse med, at Aldi trak sig ud af Danmark. 

“Vi glæder os til endelig at byde kunderne velkommen i butikken. Ombygningen og indretningen har nu været igang i noget tid, for selv om lokalerne i forvejen var relativt nye, var det nødvendigt for os at få det indrettet efter vores ønsker og behov,” udtaler Esben Keller, der er kædedirektør i SPAR, Min Købmand og Let-Køb, der hører under Dagrofa. 

Med velkendte købmænd i front

Det er to velkendte ansigter, som står bag butikken – nemlig Peter Stausholm og David Jørgensen, der begge har deres daglige gang i den nærliggende SPAR Risskov. 

“Vi mærker allerede en varm modtagelse. Det er vi glade for, og vi ser frem til at åbne Spar Skejby den 2. maj,” siger David Jørgensen, der er udlært i SPAR Hørve i Nordvestsjælland.

Han bor nu i Aarhus-området med sin kæreste, hvor han har arbejdet i Risskov-butikken i et års tid.

David Jørgensen bliver medejer af den nye butik på Kamma Klitgårds Gade sammen med Peter Stausholm, der har stået i spidsen for SPAR Risskov siden sommeren 2022.

“Det glæder os meget i SPAR, at Peter Stausholm og David Jørgensen har kastet sig over opgaven med endnu en SPAR-butik. Jeg er ikke i tvivl om, at de er de rette frontpersoner til butikken, der kommer til at fremstå flot og knivskarp på åbningsdagen,” lyder det fra kædedirektør Esben Keller.  

Ifølge supermarkedskæden kan aarhusianerne forvente en SPAR-butik, som bliver fyldt med lækre varer som fx frisk frugt og grønt, mange gode specialiteter og ikke mindst en stærk vinafdeling.

Del artikel

Andre læser også