Netop afsløret: Sting-musical kommer til Aarhus
I dag overraskede den 17-dobbelte Grammy-vinder Sting et inviteret publikum på Østre Gasværk Teater med en særlig optræden, da han fremførte udvalgte numre fra The Last Ship, som han har skrevet musik og tekst til.
Men det er ikke kun i København, de får glæde af den nye Sting-musical.
Efter den skandinaviske premiere på Østre Gasværk Teater den 7. marts 2025 skal The Last Ship spille i Musikhuset Aarhus fra den 9. maj samme år.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse tirsdag.
“Det er forrygende, at vi får mulighed for at præsentere en ny musical, som aldrig har spillet i Danmark før – med musik og tekst af en af verdens dygtigste og mest anerkendte kunstnere”, siger Musikhusets kunstneriske chef Jeppe Uggerhøj.
Medrivende personlig fortælling
Stings rødder går tilbage til den lille nordøstengelske havneby Wallsend i det nordøstlige England, nær Newcastle, Tyne and Wear. Barndomserindringerne har inspireret til det, der er blevet til musicalen The Last Ship.
Her tager Sting publikum med ind i en industrialiseret verden centreret om sin hjemstavn, og særligt det vidtrækkende skibsværft på havnen, der var nabo til hans barndomshjem. Skibsværftet var truet af lukning med en uundgåelig indvirkning på det hårdtarbejdende samfund til følge.
Kernen i The Last Ship er den personlige fortælling om Gideon Fletcher, en sømand født i Wallsend, der drager ud i verden og vender hjem til den lille havneby for at opdage, at den lille havneby er forandret for altid.
Denne medrivende historie drejer sig om fællesskabets kamp og kærligheden og stoltheden for ens hjemby, noget Sting ønsker at fejre gennem musicalen.
Det kreative hold bag musicalen:
- Thomas Agerholm, instruktør
- Martin Konge, kapelmester
- Benjamin la Cour, scenograf
- Rebekka Lund, koreograf
- Tim Høyer, lyddesigner
- Helle Hansen, oversætter
Hør de store Sting-klassikere
Forankret i traditionen af britisk folkemusik skaber Stings kompositioner et dybt, lyrisk univers befolket af en fascinerende rollebesætning. Fans kan også se frem til klassikere fra Stings anerkendte repertoire, herunder All This Time, Island of Souls og When We Dance.
The Last Ship blev først gang opført i Chicago i 2014, med efterfølgende opførelser på Broadway året efter. Derefter debuterede musicalen i en opdateret version på Northern Stage i Newcastle og turnerede i Storbritannien og Irland.
Kort efter medvirkede Sting i den nye forestilling ved opførelser i Toronto, Los Angeles og San Francisco, og nu har The Last Ship fundet vej til Østre Gasværk Teater og Musikhuset Aarhus i Danmark.
Det nyetablerede Musikteaterlandshold vil spille en central rolle i at præsentere Stings fortolkning af den rige britiske folkemusiktradition for det danske publikum.
Billetsalget til The Last Ship starter i morgen – onsdag den 6. december – kl. 12.00.
Hvad: The Last Ship
Hvor: Musikhuset Aarhus
Hvornår: 9.-18. maj 2025
Til den tid kan du sikre dig billetter til Sting-musicalen lige her