Skal forvandles til fed attraktion: Musikhusparken får ny stor donation
Når Aarhus’ nye Musikhuspark åbner i løbet af 2025, bliver det med et særligt lys, der sikrer tryghed i området, men også fleksibel, klimavenlig og innovativ belysning af parken.
Det er en bevilling på 500.000 kroner fra NRGi, der nu giver mulighed for at etablere en helt særlig belysning i parken.
Det meddeler Aarhus Kommune i en pressemeddelelse tirsdag.
Sætter parken i helt nyt lys
Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad er taknemmelig over, at støtten fra NRGi gør det muligt for Aarhus Kommune at gøre den centrale bypark til et smukt centralt og grønt samlingssted for byens borgere og gæster.
“Den nye belysning vil sætte den omdannede Musikhuspark i et helt nyt lys. Det vil både gøre parken smukkere og mere tryg.
Jeg er særlig glad for, at vi kan fastholde fokus på klima og bæredygtighed og imødekomme et stort ønske fra den omfattende borgerinddragelse, ” udtaler rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.
Fakta om den nye Musikhuspark:
Den nye Musikhuspark er udarbejdet af Schønherr, Habitats, Artelia og Morten Stræde.
Parken har både frodige områder med plads til hyggeligt hverdagsophold, åbne og luftige græsarealer med plads til events, fællesskab og bevægelse, ikoniske kunstinstallationer som James Turrells monumentale The Dome og et nyt, legende vandværk af Morten Stræde, en spændende ny legeplads mellem ARoS og Musikhuset for børnefamilierne og mulighed for i vintermånederne at komme på glatis på den nye bæredygtige skøjtebane designet specielt til parken.
Parkens samlede anlægsbudget er på cirka 53 millioner kroner. De går til etableringen af den nye park samt essentielle elementer, der skal sikre liv og aktivitet i de nye grønne rammer, herunder belysning, en attraktiv legeplads og en ny skøjtebane.
Salling Fondene bidrager med 20 millioner kroner, Realdania med 16,275 millioner kroner og NRGi med 0,5 millioner kroner.
Kilde: Aarhus Kommune
Den omdannede Musikhuspark bliver Aarhus’ centrale grønne oase, der forbinder natur, kultur og kunst med bæredygtighed.
Attraktion i international klasse
Parken er designet til at være en attraktion i international klasse, som tilbyder et rum for fællesskab og kreativ udfoldelse.
Arbejdet med parken har fra starten haft fokus på biodiversitet og klima.
”I NRGi har vi over årene støttet adskillige projekter, som skal bidrage til at gøre byen mere attraktiv for både borgere og besøgende.
Med donationen til Musikhusparken håber vi på at kunne skabe endnu bedre betingelser for de mange forskellige aktiviteter og fællesskaber, som parken skal danne ramme om,” lyder det fra Koncernkommunikationschef i NRGi, Tommy Jakobsen.
Flere tusinde har bidraget med forslag, ønsker og ideer til dem fremtidige Musikhuspark. Den omfattende brugerinddragelse har peget på et stort ønske om mere lys i den fremtidige park.
Den kommende Musikhuspark er tegnet af det Aarhusianske arkitektfirma Schønherr og er støttet af NRGi, Salling Fondene og Realdania.
Parken skal efter planen stå klar i løbet af 2025. Du kan læse mere om fremtidens Musikhuspark her