Nu sker det snart: Ny udendørs pavillon åbner på Aarhus Street Food
Hos Aarhus Street Food er der snart godt nyt for gæster, der elsker at sidde ude – men som også gerne vil have lidt læ og tag over hovedet, når det danske sommervejr viser sig fra sin mere ustabile side.
En ny udendørs pavillon er nemlig tæt på at stå klar, og ifølge direktør Kasper Holch Kragelund mangler de sidste tilladelser nu kun at falde på plads.
Det nye område skulle egentlig have været færdigt for omkring en måned siden, men byggeprocessen har, som det ofte sker, budt på udfordringer undervejs.
“Det skulle egentlig have stået færdigt for en måned siden, men som det altid er med byggerier, kommer der udfordringer i løbet af processen. Så nu regner vi med, at vi får alle tilladelser på plads i løbet af de nærmeste par uger, så vi kan invitere gæster indenfor,” siger Kasper Holch Kragelund.

Forsinket, men tæt på
Selvom tilladelserne forhåbentlig er på plads snart, betyder det ikke, at pavillonen fremstår helt færdig med det samme.
Bygningen mangler nemlig stadig den sidste beklædning og udsmykning, som skal være med til at give det helt rette udtryk.
Pavillonen skal beklædes med genbrugsmaterialer og malerier, så den visuelt passer ind i det kreative og rå univers, som Aarhus Street Food er kendt for.
Bygningen er tænkt, så den kan ændre karakter alt efter behov, vejr og stemning, og bliver et halvåbent, halvdækket udeområde, der skal erstatte den gamle udestue og de slidte parasoller, som ikke længere kan klare opgaven.
“Spørgsmålet var, om vi skulle investere i nye parasoller, eller om vi skulle gøre noget andet. Og det er så det, vi har valgt nu,” fortæller Kasper Holch Kragelund.

Pavillonen får plads til 150 siddende gæster, og indretningen bliver med både bordebænkesæt, caféborde og andre siddepladser.
Den eksisterende bar bliver bevaret som en del af området, og det giver samtidig nye muligheder for selskaber og arrangementer i de udendørs rammer.
Noget for både store og små
Det nye udeområde handler dog ikke kun om spisepladser, men også om oplevelser for både børn og voksne.
Aarhus Streets Foods snedker, Sally, har bygget et nyt børnekøkken af genbrugsmaterialer, og udenfor er der desuden kommet et legeområde med en stor krabbe samt tre nye bordfodboldborde, som skal danne ramme om alt fra spontane kampe til deciderede bordfodboldturneringer.

Med pavillonen får Aarhus Street Food dermed et nyt samlingspunkt, der både kan forlænge udesæsonen og skabe en mere helstøbt oplevelse for besøgende.
Den officielle åbning må endnu vente lidt, men meget tyder på, at aarhusianerne snart kan tage det nye område i brug.