Forvandlet for millioner: Nu er den nye udgave af Musikhusparken indviet
I dag – fredag 27. juni – kl. 15.00 blev den nye Musikhuspark indviet med fest, fællesskab og fantastisk stemning.
Og aarhusianerne var mødt talstærkt op for at tage del i åbningen af det nye grønne areal i hjertet af Aarhus.
Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, bød velkommen til de mange fremmødte og markerede indvielsen ved sammen med Salling Fondene og den filantropiske forening Realdania at vande parken.
“Jeg har glædet mig enormt meget til, at aarhusianerne endelig kan tage Musikhusparken i brug. Den bliver et nyt omdrejningspunkt i byen – et levende mødested og en attraktion, der kommer til at summe af liv, kultur og nærvær.
Her kan man slå sig ned i græsset, opleve musik og kunst, mødes med venner eller bare nyde en stille stund midt i byen.
Det er et sted, hvor Aarhus folder sig ud under åben himmel, og jeg glæder mig til at se, hvordan parken bliver en naturlig del af hverdagen for rigtig mange,” siger Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelelse.

Musikhusparken rummer nu en ny sommerscene, åbne græsarealer, et frodigt landskab, og med sin placering side om side med byens store kulturinstitutioner skal parken være et åndehul med plads til alt fra koncerter og dans til afslapning og refleksion.
Resultat af bred inddragelse
Den nye Musikhuspark er resultatet af en historisk bred borgerinddragelse, hvor mere end 10.000 aarhusianere har bidraget med idéer og ønsker.
Via spørgeskemaer, interviews og åbne telefonbokse i parken har borgere sat deres præg på design og indhold – og skabt et rum, som er forankret i byens behov og drømme.
Parken er designet af den aarhusianske tegnestue Schønherr Landskabsarkitekter i samarbejde med HABITATS, Artelia og billedkunstner Morten Stræde, og anlægsarbejdet er udført af OKNygaard.
Fra begyndelsen har visionen været klar: at skabe en bæredygtig, klimavenlig og inkluderende park, der binder natur, kunst og kultur sammen i én samlet helhed.
Store oplevelser i vente
Der er masser at glæde sig til i byens nye park hele sommeren igennem. Sommermånederne er i år spækket med flere end 50 gratis oplevelser.
Fede koncerter under sommerens jazzfestival, ny to dages dansefestival, morgensang, comedyaftener, operabingo, jazzyoga, solnedgangskoncert og meget mere.
Åbningsdagen og de første sommerdage i parken markerer kun begyndelsen.
I den kommende tid åbner bl.a. en ny legeplads, en skøjtebane og det spektakulære kunstværk ‘The Dome, a Skyspace by James Turrell’, der bliver en ny attraktion i international klasse.

Med åbningen af Musikhusparken er Aarhus blevet en grøn oase rigere – og byen står stærkere som kulturel metropol med fællesskab, kunst og bæredygtighed i centrum.
Har kostet stort millionbeløb
Musikhusparken er udformet med fokus på bæredygtige løsninger og et rigt planteliv, biodiversitet og natur af høj kvalitet, der udspringer af landskaberne i og omkring Aarhus.
Salling Fondene har bidraget med 20 millioner kroner, Realdania med 16,275 millioner kroner og Aarhus Kommune bidrager selv med 16,275 millioner kroner.
NRGi har bidraget med 950.000 kroner.
Fakta om den nye Musikhuspark
Den nye Musikhuspark er udarbejdet af Schønherr, Habitats, Artelia og Morten Stræde.
Parken har både frodige områder med plads til hyggeligt hverdagsophold, åbne og luftige græsarealer med plads til events, fællesskab og bevægelse, ikoniske kunstinstallationer som James Turrells monumentale The Dome og et nyt, legende vandværk af Morten Stræde, en spændende ny legeplads mellem ARoS og Musikhuset for børnefamilierne og mulighed for i vintermånederne at komme på glatis på den nye bæredygtige skøjtebane designet specielt til parken.
Parkens samlede anlægsbudget er på cirka 53 millioner kroner. De går til etableringen af den nye park samt essentielle elementer, der skal sikre liv og aktivitet i de nye grønne rammer, herunder belysning, en attraktiv legeplads og en ny skøjtebane.
Salling Fondene bidrager med 20 millioner kroner, Realdania og Aarhus Kommune begge med 16,275 millioner kroner og NRGi med lige knap en million.
Kilde: Aarhus Kommune
“Med åbningen af Musikhusparken markerer vi en vigtig milepæl for Aarhus – en grøn oase midt i byen, hvor kultur, natur og fællesskab smelter sammen.
Hos Salling Fondene er vi glade for at have bidraget til den nye park, og det er vores håb, at parken vil blive et sted, hvor byens borgere kan finde ro, inspiration og nærvær i mange år fremover,” siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.
Læs også: Nu åbner Musikhusparken: Stærkt live-navn giver gratis koncert i Aarhus I aften er der gratis koncert på programmet, når den danske afrobeat-stjerne JJ Paulo indtager scenen kl. 19.30.






