Jyllands Venedig: Nye kanaler graves ud på Aarhus Ø

Der er sket meget de seneste 10 år på Aarhus Ø.
Det ene arkitekttegnede højhus efter det andet er skudt op, og senest er de første beboere flyttet ind i Danmarks højeste boligbyggeri, Lighthouse.
Men udviklingen af området er langt fra færdig.
Et stort padelcenter har for nylig slået dørene op ved Molslinjens gamle færgeleje, og snart åbner en spritny markedshal med spændende spisesteder i Nicolinehus, ligesom der er store planer for Bassin 7.
Nu skal der så igen graves ud på Aarhus Ø, der vel – med lidt god vilje og et glimt i øjet – efterhånden kan kaldes Jyllands svar på Venedig.
Der er nemlig to nye kanaler på vej, skriver Aarhus Kommune på Facebooksiden ‘Vi udvikler Aarhus’.
Nye broer skal forbinde øerne
Gravemaskinerne indfinder sig allerde i dag, hvor arbejdet med at grave ud til den første af de to kanaler starter.
Den kommer til at være mellem Thit Jensens Gade (Ø3) og Irma Pedersens Gade (Ø4).

Til foråret fortsætter gravearbejdet, når der skal gøres plads til den anden kanal, som graves frem mellem Helga Pedersens Gade (Ø1) og Marianne Thomsens Gade (Ø2).
På sigt skal denne kanal følge Irma Pedersens Gade helt ud til Bernhard Jensens Boulevard, men sidste del udgravningen må vente lidt endnu.

Med de nye kanaler bliver nye forbindelsesled mellem de forskellige øer nødvendige, og de er heldigvis også på vej.
“I kan også glæde jer til tre nye stibroer, som skal gøre det lettere at komme fra ø til ø,” skriver Aarhus Kommune i opslaget.
To af de nye stibroer kommer til at forbinde Ø1 og Ø2, mens den tredje bliver bindeled mellem Ø2 og Ø3.
Det overskydende sand fra udgravningerne bliver i øvrigt ikke kørt særligt langt væk.
Sandet fyldes nemlig i Bassin 7, lyder det fra kommunen.