Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vidste du det?: Nye regler for kørekort er trådt i kraft

Af Ane Johanne Damgaard

1. juli er nye regler for kørekort trådt i kraft.

Og selvom mange danskere ikke er bevidste om det endnu, kan det have betydning for både de, der skal til at tage kørekort og de, der allerede har et.

De nye regler gør det nemlig muligt at tage køreprøve i elbil eller bil med automatgear uden at få en anmærkning, mens det også er blevet muligt at få den fjernet anmærkningen på sit nuværende kørekort.

Derudover indføres der en karantæneperiode, hvis man enten dumper eller snyder til sin køreprøve.

Det skriver FDM i en pressemeddelelse.

Tag køreprøve med automatgear

Fra 1. juli 2024 er det tilladt at tage køreprøve i elbil eller bil med automatgear.

Muligheden har eksisteret tidligere, men så fik man en særlig anmærkning, kaldet kode 78 på kørekortet, som betyder, at man ikke må køre bil med manuelt gear.

“Det er grundlæggende positivt, at der lempes på kravene omkring den såkaldte kode 78,” siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.

FDM er også glad for, at man ikke indfører en fuldstændig ophævelse af ordningen omkring kode 78, da man stadig bør have modtaget undervisning med manuelt gear, for at kunne benytte dette sikkert i trafikken, tilføjer han.

Så har du en drøm om at tage den praktiske køreprøve i en bil med automatgear eller en elbil, skal du blot have mindst syv lektioner i en bil med manuelt gear.

På den måde kan du undgå 78-anmærkningen – og det samme gælder, hvis du gerne vil af med anmærkningen på dit eksisterende kørekort.

Der er dog visse krav til de syv timers kørsel.

Men det er ikke den eneste ændring, der er for reglerne i forbindelse med kørekort.

Indfører karantæne ved snyd

Med virkning fra den 15. august indføres der nemlig også en karensperiode, hvor elever der dumper ved den praktiske køreprøve tidligst kan gå til ny prøve syv dage senere.

Det gælder for de personer, der tager kørekort til almindelig personbil (kategori B) for første gang.

Det gør de for at mindske prøvespil og dermed sikre, at man ikke går til køreprøve igen, før man har haft mulighed for at forbedre sig.

Hvis du snyder eller på anden vis omgår reglerne, kommer fælden også fremover til at klappe.

Det betyder, at der bliver indført en karensperiode på seks måneder for de kørekortansøgere, der løber om hjørner med deres køreskoler – altså en form for karantæne.

Noget tyder på, at der har været problemer med snyd, da Færdselsstyrelsen ifølge FDM konstaterer: “Sanktionerne ved snyd skærpes, da de gældende tiltag ikke er tilstrækkelige.” 

Del artikel

Andre læser også