Ingen Mumlen, kun URO: Dansk pops nye stjerner skabte minder for livet til Fed Fredag

Forårssolen skinnede over Tivoli Friheden, hvor skummende fadøl i plastikbægre markerede endnu en aften i Fed Fredag-rækken.
Et forventningsfuldt publikum var mødt op for at opleve to af øjeblikkets mest interessante navne: Mumle og URO.
Begge med hits, der har taget radiobølgerne og streamingplatformene med storm.

Hjemlig hygge og velskrevet poppoesi
Præcis kl. 20.15 kom Julia Kathrine Hansen, bedre kendt som Mumle, gående ind på scenen, der var lavet om til en dagligstue. En iscenesættelse der komplementerede Mumles identitet som musikalsk historiefortæller.
Musikken satte i. Men fra starten drillede lyden.
Trommerne pumpede så voldsomt, at håret blafrede, og de første minutter blev en kamp med teknikken. Heldigvis fandt lyden snart et leje, hvor musikken kunne leve – og så begyndte koncerten for alvor.
Tør sige det, vi andre tænker
Med et repertoire bestående af velskrevne hits som “Moonwalkman”, “Fra Jylland til København” og “Et for dig” tog Mumle publikum med gennem sit kendetegnende univers af hverdagspoesi og præcise observationer.
Hendes tydelige vokal og meninger skabte en intim atmosfære, særligt blandt de yngre fans, der tydeligt kendte og værdsatte teksternes nuancer.
Koncerten udviklede sig
Først med “Mandemand” kom der for alvor liv i festen. “Hvor Solen Ik’ Skinner” manglede Svea S på scenen, men Mumle inviterede publikum til at tage Sveas del, og Tivoli genlød af fællessang.

Koncerten kulminerede med det uundgåelige gennembrudshit “Det Modsatte”. Den ikoniske 80’er-orgelintro satte gang i massiv fællessang fra et entusiastisk publikum.
En finale, der viste, hvorfor netop den sang har sikret Mumle en plads i danske musiklytters bevidsthed.
Intimt koncept i udfordrende rammer
Musikalsk stod koncerten solidt. Veludført, melodisk, med et velspillende band og med Mumles karakteristiske vokal som det bærende element.
Som historiefortæller formidler hun hverdagens store følelser med præcision og dybde, men helt ud over scenekanten kom Mumle ikke.

Den åbne koncertplads i Tivoli Friheden udfordrede det intime koncept, men det lykkedes alligevel Mumle at skabe øjeblikke, hvor hendes musikalske identitet skinnede igennem.
Kraftfuld åbning og naturlig publikumskontakt
Efter Mumles time og en kort pause, blev scenen forvandlet til en stemningsfuld skovkulisse med gennemtænkt lys og rekvisitter. URO og bandet indtog scenen med energi og overskud, hvilket markerede et skift i koncertens udtryk.
URO åbnede med det stille, intense “Giv mig love”, hvor forsanger Jeppe Kronbacks stemme flød gennem Tivoli Friheden med præcision og følelse.

Lydniveauet var perfekt afstemt fra begyndelsen, hvilket gav publikum mulighed for at fordybe sig i musikken uden forstyrrelser.
Forsangeren, Jeppe Kronback, udviste en smittende glæde og taknemmelighed over fremmødet, hvilket skabte en øjeblikkelig og naturlig forbindelse til publikummet.
Den oprigtige gestus blev gengældt, da publikum sang entusiastisk med på “Min bror”. Energien steg yderligere med hits som “Bare en dreng” og det livlige “Er det for sent”, mens scenelyset understøttede musikkens dynamik.
Fra ikke udgivet sang til etablerede hits
Midtvejs overraskede URO med et ikke tidligere udgivet nummer, fremført med enkelhed og nerve. “Godthåbsvej” udløste koncertens største bifald og mest markante fællessang.

Følelsesladet finale og fortjent ekstranummer
Energien kulminerede, da UROs bror, KOPS (Oskar Kronback), gæstede scenen under “Gemmer på noget”. Her leverede URO sit mest intense udtryk, akkompagneret af et lysshow.
Koncerten nåede sit officielle højdepunkt med det rørende “Føles Godt”, hvor URO forsangeren og publikum startede a-capella sammen, hvorefter publikum overtog Mekdes’ vers i kollektiv fællessang.
Efter publikums insisterende bifald vendte URO tilbage til scenen for ekstranummeret “Når Jeg Blir’ Til Jord”.
Jeppe Kronback indledte nummeret sammen med keyboardet, før resten af bandet gradvist sluttede sig til, og det hele kulminerede i en kraftfuld call-response-sekvens med publikum.
Bandet bestående af guitar, bas, keyboard og trommer leverede solid musikalsk substans med velkomponerede korarrangementer. Koncerten udviste stor musikalsk variation fra grandiose popklimakser til energifyldte, kropslige udladninger.
To artister med hver deres styrker
Fed Fredag i Tivoli Friheden bød på to markante kunstnere, der hver især leverede koncerter med deres unikke kvaliteter.
Mumle imponerede med sin poetiske historiefortælling, intime stemning og karakteristiske vokal, trods udfordringer med lyd og en udendørs koncertramme.

URO formåede at skabe en helstøbt liveoplevelse med teknisk overskud, dynamisk energi og en naturlig publikumskontakt. “Et minde for livet” sluttede URO af med at sige – med sådan en koncert kommer der mange flere!

Både Mumle og URO bekræftede deres status som markante stemmer i dansk musik anno 2025. To forskellige koncerttilgange, to forskellige musikalske udtryk, men begge med evnen til at skabe magiske øjeblikke. Samlet får de to koncerter 4 stjerner af 5 mulige.