Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kager på tårnhøjt niveau: Nyt bageri åbner midt i Aarhus

Af Jonathan Sten Drivsholm
“Chocroissant” Foto: Gotfred
“Chocroissant” Foto: Gotfred

Er du fast seer, når ‘Den store bagedyst’ udkæmpes på tv? Og vil du betegne dig selv som en sucker for knivskarpe kager?

Så er der godt nyt på vej. For 1. april åbner Aarhus’ første patisserie ved navn Gotfred.

Hvis du har besøgt byer som Paris eller Milano, er du nok stødt på ordet patisserie i forbindelse med konditorier, der specialiserer sig i at lave portionskager af høj kvalitet.

Det er netop dét koncept, indehaver Sonia Pedersen til foråret bringer til byen – men med et stærkt nordisk præg og genkendelige smage.

Gotfred kommer til at have 6 faste kager i sortimentet, og derudover vil der være sæsonkager, som erstattes af nye hver måned.

Kager på tårnhøjt niveau: Nyt bageri åbner midt i Aarhus
Hasselnøddemarengs med espressocreme, nougatmousse og kakao. Foto: Gotfred

Der er tale om kager på et højere niveau, end man har set hidtil i Aarhus, så vi kan godt glæde os!

Opkaldt efter kageglad diabetiker

Idéen til Gotfred spirede, da Sonia Pedersen var på barsel. Her begyndte hun for sjov at dele billeder af sine kager på Instagram, og interessen viste sig at være overvældende.

Navnet ‘Gotfred’ er Sonia Pedersens søns mellemnavn, som er gået i arv fra oldefar – en meget kageglad herre, der desværre havde diabetes.

Patisseriet åbner på Havnegade 24 – lige mellem Åboulevarden og havnefronten.

“Min mavefornemmelse fortalte mig, at det skulle være stedet,” siger Sonia Pedersen til MigogAarhus.

“Det ligger rigtig godt i forhold til, at der er en del virksomheder i området, og mange unge bor tæt på. Så man kan nemt cykle forbi, hvis man skal have en kage eller sætte sig ind og studere, hvis man har lyst til det.”

Ligesom kagerne får patisseriets indretning også et nordisk præg. Det bliver med stille farver, så det er kagerne, der springer i øjnene, når man træder indenfor.

I ventetiden frem mod åbningen kan du følge med på Gotfreds Instagram-profil og lade dine tænder løbe i vand ved synet af de små mesterværker.

Hvad: Det nye patisserie Gotfred
Hvor: Havnegade 24 i Aarhus C
Hvornår: Patisseriet åbner fredag den 1. april

Del artikel

Andre læser også