800 cyklister indtager Aarhus: Nyt cykelløb kommer til byen
Hvis du er vild med cykelløb, så er der rigtig gode nyheder til dig.
Søndag den 30. august fra klokken 09:00 til 16:30 deltager op mod 800 cykelryttere i motionscykelløbet Aarhus Cykeltour, som starter i Aarhus og kommer forbi store dele af Aarhus Kommune herunder Risskov og Egå.
Cykelløbet har både start og mål på Pier 3 ved Aarhus Ø, og derfor vil dele af området være afspærret i tidsrummet 10:00-17:00. Det gælder blandt andet Skovvejen, som er spærret i begge retninger.
De mange cykelryttere kan deltage i to forskellige distancer på henholdsvis 80 og 160 kilometer, og du kan finde et overblik over begge ruter her.
Derudover er der også arrangementer for de mindste cyklister. Aarhus Cykeltour opretter et legende cykelområde for børn på Aarhus Ø, hvor de kan prøve kræfter med en sjov og udfordrende cykelbane.
Ingen afspærringer langs ruten
Det meste af cykelløbet udspiller sig på åbne veje, og derfor er der som udgangspunkt ikke spærret på vejene omkring ruten. Man kan dog forvente mange ryttere på ruten, hvilken kan påvirke fremkommeligheden.
Derfor kommer arrangørerne også med en stille bøn til kommunens trafikanter:
“Trafikanter opfordres til at være ekstra opmærksomme, holde god afstand, udvise tålmodighed eller om muligt finde en alternativ vej uden om cykelløbet,” skriver Jesper Tikiøb fra Tikiøb Event, som har planlagt cykelløbet.
Ruten vil på dagen være markeret med skilte, og langs vejen vil der være trafikofficials, der har mulighed for at standse og starte den offentlige trafik kortvarigt, hvis det bliver nødvendigt.
Ellers gælder den almindelige færdselslov naturligvis under hele arrangementet.
Læs også: Så skal der trampes: Nyt ambitiøst cykelløb indtager Aarhus til sommer Hvad: Cykelløbet Aarhus Cykeltour
Hvornår: Søndag den 30. august fra 09:00-16:30
Hvor: Pier 3 ved Aarhus Ø