Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyt hyggeligt juleinitiativ: Kom til ‘Aftenjul’ i Den Gamle By

Af Line Ingwar Karlsen
Foto: PR.
Foto: PR.

Intet juletræ uden stjerne i toppen. Ingen risalamande uden mandel. Og ingen jul i Aarhus uden et besøg i Den Gamle By. Sådan er det simpelthen bare!

Med under tre måneder til juleaften løfter Den Gamle By nu sløret for et nyt juleinitiativ, som de kalder Aftenjul.

Her åbnes dørene for et begrænset antal gæster, som får mulighed for en eksklusiv aftenoplevelse af Jul i Den Gamle By, hvor man kan se, smage og dufte julens historie.

Aftenjul foregår fredag den 10. december og lørdag den 11. december kl. 18.00-21.00, hvor du kan glæde dig til særlige juleoplevelser i form af rundvisninger, fortællinger, levende lys og fællessang.

Særlige juleoplevelser

Netop de særlige oplevelser er i fokus med Aftenjul, som indeholder mørkerundvisninger i julelygtens skær og fortællinger om julens historie fortalt af Den Gamle Bys eksperter.

Der vil også være mørkning i Møntmestergården og historier om nisserne, lysedugen og julens smukkeste salme. I 1700-tals værtshuset Winekes Kælder vil der blive serveret risengrød.

En mere sikker jul

For mange er Jul i Den Gamle By en fast tradition sammen med venner og familie og det bliver der ikke lavet om på, fortæller museumsdirektør Thomas Bloch Ravn i en pressemeddelelse:

”Aftenjul er en ny måde på at imødekomme de mange gæster, som skal opleve den helt særlige stemning i Den Gamle By. Inspirationen har vi fra to engelske kollegamuseer, som har kæmpesucces med deres aftenarrangementer”.

Thomas Bloch Ravn understreger vigtigheden i at købe billet online i god tid, hvis man vil være sikker på at komme ind i Den Gamle By på en specifik dag:

”Uanset om det er en dagsbillet eller en billet til Aftenjul, skal man huske at bestille på forhånd og i så god tid som muligt. Vi lukker et begrænset antal gæster ind ad gangen hele julen igennem.

Selvom Corona er på retur i Danmark, har vi stort fokus på at sikre god plads mellem gæsterne, så alle får en tryg og sikker Jul i Den Gamle By. Det kan vi gøre ved at styre antallet af billetter,” slutter han.

400 års julehistorie

Ud over de særlige aftenoplevelser er der naturligvis også julelys i 1927- og 1974-kvartererne, rigtige æbleskiver, boder, butikker og restauranter og ikke mindst de julepyntede udstillinger, der viser julens historie og de mange traditioner gennem 400 år.

Til Aftenjul udbydes der kun 2.000 billetter pr. aften, og billetter kan købes på dengamleby.dk.

Billetprisen er 120 kr. frem til 24. oktober. Herefter er prisen 150 kr.

Børn under 18 år og årskortholdere er gratis.

Du kan købe billetter her.