Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Med plads til 772 biler: Nyt stort parkeringshus skyder op centralt i Aarhus

Af Jonathan Sten Drivsholm
Visualisering
Visualisering

Der er fart på udviklingen af byens nye erhvervsområde Sydhavnskvarteret.

Onsdag rykkede områdets nye parkeringshus et skridt tættere på, da byrådet gav grønt lys til at sælge byggegrunden til A. Enggaard A/S på baggrund af et offentligt udbud.

Dermed kan aarhusianerne se frem til mere end bare et parkeringshus. Det skriver Aarhus Kommunes Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.

Ifølge rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang kommer parkeringshuset til at spille en aktiv rolle i at skabe liv i kvarteret og skabe forbindelse til Kulbroen.

Kulbroen er den kommende gangforbindelse på det gamle kulkranspor, der forbinder havneområdet med midtbyen. Det sker via en bro over Spanien, der giver adgang til Frederiks Plads og Aarhus Hovedbanegård.

Får grønne terrasser

Forslaget til lokalplanen for parkeringshuset var i offentlig høring i 2023. Sidenhen har det været nødvendigt at tilpasse projektet på grund af store stigninger på byggematerialer som f.eks. stål og beton.

”Det har været vigtigt for mig, at vi har bibeholdt parkeringshuset som mere end blot et sted, hvor man kan parkere.

Det skal understøtte det byliv, vi gerne vil have i området, samtidig med at det skal passe ind i områdets urbane og kreative stemning,” udtaler Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Med plads til 772 biler: Nyt stort parkeringshus skyder op centralt i Aarhus
Visualisering

Det tilbudte forslag lægger op til, at parkeringshuset udføres i cortenstål, der med sit industrielle udtryk passer til mange af de eksisterende bebyggelser, som er opført i røde tegl.

Parkeringshuset får trappeforløb og grønne terrasser på sydsiden af huset i samme højde som Kulbroen, der vil understøtte forbindelserne i området og bylivet.

200 p-pladser til cykler

Stueetagen vil have flere udadvendte funktioner til gavn for områdets brugere.

Selve parkeringshuset er opdelt i to separate bygninger på hver sin side af jernbanesporet, der forbindes via en vej under Havnesporet.

Gående kan benytte gangbroen over jernbanen.

Parkeringshuset kommer efter planen til at rumme 772 parkeringspladser og 200 cykelparkeringspladser.

Det nye forslag kræver, at lokalplanen justeres på grund af projektændringerne. Derfor kommer forslaget inden længe i en ny offentlig høring.

Del artikel

Andre læser også