Nyt vejarbejde på E45: Afkørsel ved Aarhus lukker i flere måneder
I forbindelse med udvidelsen af Torshøjvej ved Hørning skal der udføres en større ombygning af de to sydlige ramper ved <1> Hasselager på Aarhus Syd Motorvejen.
Begge ramper skal udvides og flyttes, så de passer til den nye udgave af Torshøjvej samt byggeriet af en ny og større samkørselsplads.
Arbejdet betyder, at ramperne spærres, og at trafikanter må ud på en omkørsel de næste måneder.
Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Sådan påvirkes trafikken
Helt konkret vil både den sydvestlige tilkørselsrampe samt den sydøstlige frakørselsrampe ved <1> Hasselager på Aarhus Syd Motorvejen være spærret i følgende tidsrum:
- Fra søndag 15. september til torsdag 12. december 2024
Trafikanter, der kører i nordgående retning og skal ind mod Aarhus Vest, samt trafikanter, der kommer fra øst og skal ned på motorvejen i sydgående retning, må i perioden ud på en omkørsel via Genvejen.
Det samme gælder for de trafikanter, der kommer fra Aarhus Vest og skal mod syd ad motorvejen.
Der vil være skiltet med omkørslen på strækningen.
Det forventes, at vejarbejdet vil medføre kødannelse i myldretiden samt forlænget rejsetid på grund af omkørslen på ca. fem kilometer samt et øget pres på Genvejen.
“Vi beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne,” lyder det afsluttende fra Vejdirektoratet.