Øboderne åbnede i dag – en blandet landhandel med masser af plads

Så kom dagen, vi havde ventet på. Et af byens nye store markeder åbnede for første gang. Nyt var rigtigt nok. Stort vil være forkert at sige. I hvert fald hvis vi ser på antallet af boder. Vi talte otte madboder. Repræsenteret var Hanegal, Nord, Tapas og Paella, Gopa pandekager, Enorm og Veggiesvin samt en fiske- og en grønthandel. Det var ikke ret mange, og langt fra de 40 madboder folkene bag Øboderne i starten meldte ud. Men det er da en start, og nu er de jo i gang. Vi købte lidt af maden samt friske jordbær og ærter hos grønthandleren. Sidstnævnte var klart det bedste mad, vi købte i dag hos Øboderne.
Loppemarked
Ved Øboderne var der også et halv forkølet loppemarked. En del boder med diverse brugte ting kunne købes, og et par gæster gik rundt og prøvede at forhandle sig til en god pris. En robot-støvsugerbod havde også forvildet sig iblandt de andre boder. En fejlcasting var vores første indskydelse. Men loppemarkedet var velbesøgt, og var uden tvivl med til at trække menneske til terrassen hos Navitas.
Beliggenheden fejlede ikke noget
Vi kom over middag. En kæmpe byge havde sat himmel og jord i et, og vi måtte finde paraplyen frem, inden vi var klar til at se på markedet. Få mennesker, der havde fundet plads under de få overdækkede steder, nød en enkelt øl og musikken fra DJ´en, holdt stemningen oppe. Beliggenheden var god. Udsigt ud over vandet og med opstilling af borde og behagelige stole på forskellige planer, dannede et perfekt grundlag for et succesfuldt marked.
Street Food, nej – glem det!
Vi havde jo håbet, vi ville få noget mad, som smagte godt, og som var nyt. Noget i stil med det, vi ser på Papirøen i København. Men nej, det fik vi ikke! Det var middelmådigt hele dynen. Desværre. Hverken dårligere eller bedre end maden på Hjallerup Marked. Men nu er Øboderne jo heller ikke et madmarked. Det er et marked, hvor mad er en delmængde. Så vores forventninger var nok for høje. Vi fik blandt andet en kold sandwich med pulled beef hos NORD. Den så flot ud i bollen, men desværre tør som Sahra. Kød og brød var ligeledes iskold. Smag var der intet af. Overhovedet. Vi tog et par bidder og smed resten væk. Eneste omgang mad, som var anstændigt og smagte godt, var pølserne og det grove brød hos Hanegals Bod. Der var både kød og smag. Resten var, desværre, ikke noget at skrive hjem om.
Ros for, at vi er i gang
Nu har vi efterhånden talt om madmarkeder, street food og markeder generelt i lang tid. Og hvad er det sket? Lidt på Kulbroen, lidt på Godsbanen, og nu her hos Øboderne. Ikke noget af det, får mig op at ringe, men vi er i gang. Ros for det. Der er plads til forbedringer, men det er godt for Aarhus, at der kommer mere liv. Derfor skal Øboderne også have ros, fordi de er i gang. Bedre sent end aldrig, og placeringen er suveræn, hvis vejret arter sig.
Aftenen sluttes af med et festfyrværkeri klokken 23.59. I morgen søndag, holder Øboderne åbent fra 10.00 til 23.00.