Økologi er ikke en folkefest!

Der er ikke mange medier med en grøn profil, som ikke har været der. Kaldt på befolkningen og ikke mindst politikerne med et krav om billigere økovarer. På de sociale medier har folk, angiveligt med et økologisk fremtidsønske, i bedste skolekorstil stemt i. Økologiske varer skal være billigere! Det klassiske argument er, at hvis det var billigere, ville jeg kun spise økologisk. Eller økonomien rækker desværre ikke, men hvis den gjorde. Staten burde fjerne momsen på økologien o.s.v.

Det er det samme igen og igen. Mit ellers tolerante væsen bliver sat på en alvorlig prøve. Jeg bliver rent faktisk nok en smule sur, for ikke at sige meget.

Måske har de ret, måske ville de købe økologisk, hvis det var billigere. Men det viser bare mig, at der i det segment ingen velvilje er til at ændre vaner og livstil til fordel for dyrene, miljøet og ikke mindst menneskene selv. For hvordan skal man kunne deltage i de økologiske debatter, hvis man ikke har den nye iphone? Hvordan skal man hente både madvarer og børn, hvis man ikke har to biler i husstanden?

En økologisk kylling bliver jo rasende dyr

Kyllingen er eksemplet over dem alle! Dette stakkels dyr trækkes frem og holdes op som billede på, at noget er helt galt. Den økologiske kylling bliver jo rasende dyr, og det er ikke kun avleren, der vil have flere penge, det er supermarkederne, der er skurken. Senest har DN bragt en artikel, hvor de havde fat i nakken på Thomas Roland fra Coop Ansvarlighed.

Butikkerne tillader sig nemlig at tage den samme avance for en økokylling, som de gør for en forpint industrikylling – procentuelt forstås, og det betyder, at når det gøres hos både grossist og i varehusene, så bliver den relativt lave forskel i produktionspris på ca. 25 kr til en hundredelap. Så står man der i supermarkedet og kan vælge mellem en økokylling til 150,- eller et sølle skravl af en industrikylling, der aldrig har set dagens lys, helt ned til 25,- når der går slagvare i den.

Skriger efter en lovændring

Og her skal roden til hele polemikken findes. Det er ikke økokyllingen, der er dyr. Det er den anden, den konventionelle, der ligger og skriger efter en lovændring. Jeg kan sagtens forstå, at forbrugere studser lidt over 150 kroner, men det er kun set i lyset af det andet svineri, at økokyllingen er dyr. Man kan blot kaste et blik over mod oksekødet, hvor der hver fredag findes den ene bøf efter den anden i indkøbsvognene og det til en endnu højere kilopris. Der er ikke nogen, der piver over det, men et helt liv, der faktisk har været et ordentligt liv, ligger der og koster det samme som en god flaske rødvin. Og alligevel skal økokyllingen danne ramme om alt det postyr!? Det giver ingen mening!

DN har spurgt deres medlemmer, om der skal være lavere moms på økovarer i forhold til konventionelle. 79% svarer ja. Surprise! Det svarer lidt til at spørge et forum for 15-18 årige, om der skal mindre importskat på ipads, så de kan få dem billigere. Svaret er givet på forhånd.

Det havde været meget mere relevant at spørge om, hvorvidt medlemmerne er villige til at betale en merpris for en vare, som sikrer miljøet og et anstændigt niveau af dyrevelfærd og tilmed oven i hatten ville kunne nydes uden spekulationer om, hvilke giftrester der fulgte med indtaget. Antallet på ja-siden ville nok være lige så højt som ved momsspørgsmålet, og den efterfølgende debat på Facebook ville sikkert flyde over med “hvis det dog bare var billigere, så ville jeg kun bla bla bla…

Gyngerne og karrusellerne kører for fuld musik

Hvis staten skal betale for, at danskerne spiser sundere, så er der noget andet, der bliver dyrere, og sådan er det bare. Flere supermarkeder har lige nu en krig kørende på grøntsager, de profilerer sig selv på at have “fjernet” momsen. Det giver et billede udadtil af, at de vil forbrugerne det bedste, mens de under bordet krydser fingre for, at de kroner, deres kunder har sparet, går til to pakker kød mere. Gyngerne og karrusellerne kører for fuld musik i de danske varehuse for tiden.

Hysterisk ringe udvalg, især når vi snakker kød

Det gavner ikke økologien at flå og rive i brugsuddeleren og klandre ham for at tjene penge på de økologiske produkter. Han kan ikke gøre det anderledes, hvis han skal kunne tage varerne ind. Faktisk så synes jeg, at prisen er fuldstændig ligegyldig, og at, hvis man skulle klandre Thomas Roland fra Coop Ansvarlighed og de andre supermarkeder for noget, så skulle det være det hysterisk ringe udvalg, især når vi snakker kød.

Men hvor står vi så. Der er mange mennesker, der angiveligt gerne spiser økologisk, hvis de varer altså bare bliver billigere, men da de selvsagt koster mere at lave og ofte har en kortere holdbarhed, fordi de ikke er fyldt med kemi, så er den løsning ikke ret realistisk, medmindre man overbeviser politikerne om, at staten skal betale gildet. Ja, det manglede da bare. Skal vi ændre noget i det moderne samfund, så skal der være en gulerod, og det er bestemt ikke nok, at den gulerod er til gavn for almenvellet. Og åbenbart er det heller ikke nok, at den gulerod er sundere for forbrugerne selv – ikke hvis det er på bekostning af.. ja af noget som helst.

Mere ansvarlighed for vores eget liv

Som jeg ser det, er der to veje ud af det her, og den ene udelukker ikke den anden. Først må vi vende bøtten på begrebet fødvaresikkerhed, som det konventionelle landbrug dækker sig ind under. Skal det ord have en reel betydning, så skal alle varer mærkes med det reelle forbrug af giftstoffer og gmo-foder samt info om hvordan råvaren er dyrket (et dansk æble sprøjtes 20 gange, grisen før koteletten er fodret med foder, der beviseligt skader dyret o.s.v.)

Det andet, vi skal have fat i, er ansvarlighed for vores eget liv. I stedet for at læne os tilbage og vente på at Fødevare- og Sundhedsstyrelsen kommer og redder vores røv, for det gør de ikke, eller at bilindustrien får lavet elbiler, så produktion af kød ikke længere udgør en fare for indlandsisen, så er det på tide at ændre på forbruget heriblandt at købe den ene gode økokylling i stedet for 5 af de andre, spise noget mere økologisk grønt, og kan det ikke fås i Brugsen så opsøg det. Betal hvad det koster at spise ordentligt. Brug ikke tid som undskyldning for ikke at kunne overskue ordentligt mad – mad er livet, mad kræver tiden – livet kræver tiden.

Skrevet af Søren Sørøver – ham med jord under neglene.. Se mere her: VINHUSET KVIST & VITUS