Økonomisk håndsrækning: Flere idræts- og fritidsfaciliteter modtager millionbeløb

Tre aarhusianske foreninger kan se frem til en økonomisk håndsrækning på samlet 25,7 millioner kroner til konkrete projekter, der skal afhjælpe den markante mangel på idræts- og fritidsfaciliteter i Aarhus.
Det fremgår af en netop offentliggjort indstilling, som skal behandles i Magistraten på tirsdag. Det skriver Aarhus Kommune Kultur & Borgerservice i en pressemeddelelse.
25,7 millioner til tre projekter
Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad er klar med millioner til tre konkrete idræts- og fritidsfaciliteter.
Aarhus Kommune er trængt på faciliteter, og derfor er rådmanden glad for at kunne fortælle, at han har valgt at indstille tre konkrete projekter til at modtage i alt 25,7 millioner kroner (ekskl. moms) i tilskud gennem Anlægspuljen til idræts- fritids- og outdoorfaciliteter.
“Jeg er glad for at kunne give økonomisk hjælp til disse tre foreninger. Idræts- og fritidsfaciliteterne i Aarhus Kommune bidrager med så meget glæde og unikke fællesskaber, men vi mangler flere af dem.
Derfor er der behov for, at vi fra politisk side støtter de mange gode initiativer, der er i byen. Det er en vigtig investering i folks mentale og fysiske sundhed, og det er på tide, at vi trykker på speederen,” siger Rabih Azad-Ahmad i pressemeddelelsen.
Rådmanden gav allerede i december 20,2 millioner kroner i tilskud til 33 mindre idræts- fritids- og outdoorprojekter i Aarhus Kommune.
Tilskud på over tre millioner kroner ekskl. moms skal godkendes af byrådet. Forud behandles indstillingen i Magistraten på tirsdag.
De 25,7 millioner kroner fordeler sig således:
– VSK Aarhus indstilles til at modtage 5,81 millioner kroner ekskl. moms til etablering af et nyt klubhus ved Vejlby Stadion i samarbejde med AGF Kvindefodbold.
– Brabrand IF indstilles til at modtage 10 millioner kroner ekskl. moms til etablering af Brabrand Hal 3 med fleksibel multihal, multisale, omklædning, opbevaring og parkeringspladser.
– Møllevangens Aktivitetsforening indstilles til at modtage 9,9 millioner kroner ekskl. moms til etablering af Multihus Møllevang ved Møllevangskolen med multihal, holdsal/fitness, Tankesportens Hus og indendørs padel.
Aarhus i bunden
Aarhus Kommune ligger i den dårlige ende, når antallet af idrætsfaciliteter holdes op mod antallet af borgere.
En facilitetsanalyse fra sommeren 2024 viser, at Aarhus aktuelt mangler cirka 41 haller og 39 fodboldbaner for blot at komme op i den bedste halvdel af landets kommuner, når man måler på dækningsgraden.
I den udregning var alle de byggerier, som endnu ikke var bygget, og som blot havde fået kommunalt tilskud, allerede medtaget.
Og foreningslivets ønske om flere faciliteter mærkes, hver gang anlægspuljen til idræts- fritids- og outdoorfaciliteter uddeles.
Ved ansøgningsfristen 1. september sidste år havde anlægspuljen modtaget i alt 59 ansøgninger fra foreninger, som søgte om anlægstilskud for 148 millioner kroner inkl. moms til en samlet byggesum på 463 millioner kroner inkl. moms.
“De mange ansøgninger er et symptom på den massive mangel på idræts- og fritidsfaciliteter. Vores foreningsliv er desperat efter nye og tidssvarende rammer, og derfor håber jeg, at byrådet vil støtte indstillingen og den værdi, som en investering i idræts- og fritidsfaciliteter tilbyder,” siger Rabih Azad-Ahmad i pressemeddelelsen.